Fotos fra NightChamp, sæson 2019-20

I denne sæson har vi ved flere af løbene haft besøg af en fotograf, der har svinget kameraet ved især november måneds 4 løb. Fotografen er Thomas Als, der i øvrigt også er løber i OK PAN, og som derfor kender orienteringsmiljøet særdeles godt.
Thomas har lagt vejen forbi stævnepladserne med sit kamera ved prologen (i Marselisborg) samt 1. og 2. etape (Fløjstrup Skov og Annebjerg ved Skanderborg) i november samt ved jubilæumsløbet i Bygholm den 20. februar ’20.
Dette er der kommet mange gode billeder ud af – både af løbere og af stemningen især ved starten og i mål. Endvidere er der billeder ude fra skoven.
Alle billederne kan ses via linket her: Her/Link.

Håber meget, I kan nyde billederne, som vi som arrangører også har nydt dem.
Og så tusind tak til Thomas Als for det flotte arbejde. Jeg håber, vi kan overtale ham til at vende tilbage næste år.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Lodtrækningspræmier mm. for sæson 2019-20

Her til aften har DOFs tidligere sportschef Karl Kristian Terkelsen, OK GORM, udtrukket af de to vindere af vinterens lodtrækningspræmier, og derfor kan vi nu så småt lukke vinterens serie ned. Der mangler blot nu at få uddelt de præmier, der ikke er kommet deres rette ejermænd/-kvinder i hænde, herunder de to nævnte lodtrækningspræmier samt de to spurtpræmier.
Lodtrækningen foregik ved, at alle starter ved vinterens serie fik et lod i hatten, og at Karl Kristian efterfølgende udtrak to numre – nummer 117 og 578 på den liste, jeg havde udarbejdet med samtlige næsten 1100 starter her i vinter.
De to heldige vindere blev to personer, der begge gennem de seneste år har været flittige deltagere i NightChamp. Nummer 117 var Steffen Keller, Horsens OK, og nummer 578 var Keld Gade, Viborg OK. Til lykke til begge de to deltagere, der kan se frem til at modtage deres gavekort ved NJ2D, NordJysk 2-Dages i kommende weekend, hvis ellers det bliver muligt i disse Corona-tider…
Præmierne for hurtigste kilometertider forsøges overrakt til de to vindere, Rasmus Djurhuus (OK Pan) og Rikke Rasmussen (OK SNAB), ved samme lejlighed.
Og så er der i øvrigt kun at takke jer alle for jeres deltagelse i vinterens løb – med ønsket om at vi ses igen til november?

Henrik Dagsberg

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Glemte sager, NightChamp, februar

Glemte sager fra NightChamp kasseres, hvis der da ikke er nogen, der melder sig som ejermand inden 1. april (i år).
Henvendelse 28102848, så tager jeg dem med til NJ2D.
Følgende sager er glemt (se vedhæftede foto til højre):
Rosa pandebånd (vist påskrevet J. Krog )
Regnskærm, gennemsigtig med sort bånd (fra St. Lyngdal)
Sort løbehandske, højre, mrk. CAPII (fra St. Lyngdal)
Læsebriller, sort stel, meget beskidte (fra Sukkertoppen)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Sukkertoppen – 6. afdeling, 2020-21

Som det var tilfældet sidste år blev også dette års NightChamp-serie rundet af med en etape i bakkerne syd for Silkeborg, idet vi dog i år var rykket lidt sydligere end ellers, nemlig syd for Mossø til Sukkertoppen. Dermed kunne vi også lukke og slukke for den 16. sæson NightChamp, hvilket skete på en aften, hvor vi for første gang i denne sæson kunne byde på minusgrader. Godt nok oplevede vi ikke temperaturer i nærheden af det, vi blev udsat for ved det første NightChamp-løb på Sukkertoppen, 2. februar ’12, hvor løberne blev udfordret af sne og tocifrede minusgrader, men alligevel noget af en kontrast til de plusgrader, vi i øvrigt har været forvænt med i denne vinter! Sukkertoppen anno 2012 blev i øvrigt en aften, som mange af deltagerne endnu snakker om, bla. (ud over frosten) fordi NightChamp på dette tidspunkt ikke opererede med afkortede distancer i fysisk krævende terræner, så udmattelsen hos deltagerne efter løbet var til at få øje på.
I øvrigt var det tredje gang, jeg havde mulighed for at afvikle en etape på Sukkertoppen, der første gang blev åbnet for orienteringsløb i eftersommeren 2010, hvor der afvikledes DM Mellem i området, som Hedeselskabet velvilligt havde stillet til rådighed. Sukkertoppen er guf for orienteringsfolket på grund af de markante og til dels diffuse bakker, der stiller store krav til både fysik og orienteringsteknik. En af udfordringerne for en banelægger er hensyntagen til de ældste løbere, men det havde jeg forsøgt klaret ved, at disse løberes baner ikke skulle op over bakkekammen, der løber i hele skovens længderetning. De blev ligeledes forskånet for alt for meget “op og ned”, men bakkerne kunne jeg ikke lægge ned for dem.
En anden udfordring denne aften var postudsætningen, idet mit arbejde gjorde, at det var en opgave, der nødvendigvis måtte udliciteres. Her sprang en erfaren løber heldigvis til, idet Thomas Hjerrild tilbød at klare opgaven. Og med sådan en kapacitet til postudsætningen, behøvede jeg ikke frygte, at posterne ikke var placeret på rette sted. Tak til Thomas, der så til gengæld ikke selv kunne komme ud at løbe.

Lidt fra aftenens begivenheder
Forventeligt blev Sukkertoppen en stor mundfuld for mange af deltagerne. Som nævnt ovenfor blev de ældste løbere måske udfordret lige lovlig meget i bakkerne, og selv om det er erfarne løbere, der løber disse baner, er fysikken for de flestes vedkommende nok ikke, hvad den var engang. De to blå baner på hhv. 2,5 og 2,9 km lød måske ikke af meget, men alligevel var der løbere på disse baner, der var ude i mere end 1½ time. Endvidere udgik 10 af de 19 startende løbere på bane 6 – flere af dem fordi de simpelthen ikke var klar over, hvor de befandt sig…
Sukkertoppen ER en vanskelig skov; det kan der vel næppe være tvivl om. Netop derfor havde jeg i banelægningen bestræbt mig på, at undgå de værste steder i skoven (ingen poster på selve Sukkertoppen), og at alle baner forløb i et forholdsvis lille område af skoven, således at man stort set hele tiden kunne se lys fra andres pandelamper i mørket. Og jeg havde jo også som et mål i sig selv at få løberne hurtigt hjem, så jeg kunne komme op på HNIE, Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole, for at bistå Silas og Thor med præmieoverrækkelsen. Dette nåede jeg dog aldrig, idet den sidste løber først var i mål kort før kl. 21:30 – en halv time efter postindsamlerne var draget ud for at opfylde deres opgave. Nå, men vi fik da alle vel i mål.

En aften blottet for tekniske problemer
Selv om det var koldt at stå i mål og vente på deltagerne, og selv om IT-udstyret led i kulden, blev vinterens sidste NightChamp forskånet for større tekniske problemer. Største problem var således, at stræktidsprinteren stod af, og kun de første 5-10 løbere i mål derfor kunne få deres stræktider med hjem. Naturligvis ærgerligt, når man nu sidder en hel bilfuld løbere i samme bil på vej hjem fra løbet og egentlig havde tænkt sig at diskutere vejvalg og stræktider. Men sådan er det nogen gange, og heldigvis havde jeg ikke lovet stræktider i mål.
I øvrigt havde alle huske at cleare og starte deres brik før løbet, alle forkerte briknumre var ændret før start og alle huskede at få brikken aflæst i mål efter løbet. Lækkert for arrangøren, for det er ikke altid, det sker!
I Claudias fravær var starten overladt i trygge og erfarne hænder i skikkelse af sønnike Silas og Thor Nørskov. De er efterhånden meget erfarne udi jobbet, hvilket flere af deltagerne da heller ikke kunne undlade at bemærke, da de var kommet til kræfter efter løbet. I øvrigt havde Silas og Thor en travl aften; ikke så snart var sidste løber sendt i skoven før de ilede til HNIE for at varetage deres anden opgave: præmieoverrækkelsen. Også her kunne jeg være tryg. Silas tillod sig endda at holde en lille tale, hvor han bla. lovede, at der kommer en ny runde NightChamp næste år. Det udsagn lader vi så lige stå et øjeblik, og det er for Silas’ regning…

Og slutresultatet blev…
… at 160 løbere startede i denne sidste NightChamp-afdeling i år, hvilket bragte gennemsnittet for vinderens 7 løb op på 156 startende. Dette er rekord for en sæson i løbets 16-årige historie.
… at dette var det 101. NightChampløb siden starten i 2005.
… at der til og med torsdagens afdeling på Sukkertoppen har været i alt 9995 starter. Det betyder, at vi har endnu et jubilæum i sigte, idet vi med sikkerhed runder 10.000 starter i næste sæsons prolog! Endnu en interessant milepæl i løbets historie, hvis jeg ellers selv skal sige det…

Årets samlede klassevindere
Da vi kunne gøre resultatet op efter i aftes, kunne vi konstatere, at der i år for første gang kunne kåres en vinder i alle 19 klasser.
Min egen klub, OK PAN, tog her godt for sig af retterne, idet klubben løb med sejren i 6 af klasserne og kunne få overrakt præmierne, der var sponsoreret af Løberen og Fusion, og som i år var trøjer med samme vindertryk som ved starten i 2005.
PANs løbere sejrede i D14 (Laura Kaldahl Hornbæk), D16 (Line Møller Nielsen), D21 (Triin Aedmae), H21 (Rasmus Djurhuus), H40 (René Rokkjær) og H75 (Flemming Nørgaard).
De øvrige klassevindere blev:
På damesiden: D12: Kirstine Skouboe, Horsens OK, D20: Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar, D40: Irene K. Mikkelsen, Horsens OK, D50: Marianne Lynge Krogh, Kolding OK, D60: Gitte Isen, Herning OK, og D65: Grethe Anæus, Viborg OK
På herresiden: H12: Mathias Klostergaard Rokkjær, Silkeborg OK, H14: Axel Örnhagen Jørgensen, OK SNAB, H16: Jonas Ellegaard Kokholm, Horsens OK, H20: Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, H50: Jess Rasmussen, Viborg OK, H60: Keld Gade, Viborg OK, og H70: Max Hansen, OK Djurs.
Til lykke til alle vinderne…

Øvrige præmier…
I skrivende stund kan vi også kåre den dame- og herreløber med den hurtigste kilometertid set over alle 7 løb. På damesiden havde 6 løbere deltaget i (og gennemført) alle syv løb, og hurtigst af alle disse var Rikke Rasmussen, OK SNAB, med en tid på 10:21 minutter pr. km.
På herresiden blev vinderen – lige som i sæsonen 2018-19 – Rasmus Djurhuus, OK PAN. Rasmus løb i de 7 løb med et gennemsnit på 6:16 minutter pr. km, men han var i skarp konkurrence om gavekortet med Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, idet Elias løb med en gennemsnitshastighed på 6,55 minutter pr. km. I alt 19 herreløbere havde deltaget i – og fuldført – alle 7 løb.
De to ovennævnte vindere vil ved førstkommende lejlighed hver vil få overrakt et gavekort på 1500 kr. til Landal GreenParks. Til lykke til dem begge.
Lodtrækningspræmierne er endnu ikke udtrukket, men det sker snarest. Gavekortene udtrækkes af “den gamle” sportschef, K.K. Terkelsen, OK GORM, der vil være lykkens gudinde i forhold til de to gavekort til Løberen. Hvert gavekort er på 1500 kr.

Tak til mine hjælpere, igen, igen, og for sidste gang denne vinter
Sluttelig endnu en stor tak til Thomas Hjerrild, der sprang til og hjalp med postudsætningen, da det kneb allermest for mig. Endvidere en stor tak til min søn, Silas, og Thor Nørskov (vores “næsten”-søn), der stod for starten endnu engang. De skal også have en tak for deres måde af klare præmieoverrækkelsen på!
Ligeledes en tak til de tre postindsamlere fra OK PANs ungdomsafdeling.
Endelig tak for husly, kaffe, brød og bad til Lars Fey, forstander på HNIE

Et blik i glaskuglen siger, at vi igen vover at tage en runde NightChamp – efter samme koncept som altid, hvis da ellers Silas får ret…
Altså: Vel mødt også næste sæson: 5., 12., 19. og 26. november ’20 samt 4., 18. og 25. februar ’21.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Bygholm – 5. afdeling, 2019-20

Så rundede vi et skarpt hjørne, idet vi med løbet i aftes nu har afviklet NightChamp-løb nummer 100. Og det skete – nøjagtig som annonceret – efter devisen “back to basic”: i samme skov, hvor det hele startede 1. marts 2005, med samme arrangør og banelægger, med samme stævnecenter og til samme startafgift. De eneste markante ændringer var antallet af baner og klasser samt antallet af deltagere.
Du kan læse et historisk tilbageblik her

I øvrigt oplevede vi – i jubilæets tegn – følgende:
170 forhåndstilmeldte deltagere, heraf en håndfuld fra Norge. Dette antal er noget højere, end vi er vant til ved vinterens næstsidste etape, der traditionelt konflikter med mange o-løberes vinterferie. Forklaringen kunne naturligvis være, at der var tale om et jubilæumsløb, den lave startafgift, og/eller at OK SNAB fra Vejle brugte løbet til afviklingen af deres klubmesterskab.
Flot omtale af jubilæet på Horsens OKs hjemmeside, suppleret med billeder.
Specielt mindekort leveret af Grafisk Forum i Horsens. Bagsiden af samtlige løbskort var påtrykt en “hyldest” til NightChamp.
Lån af Horsens OKs klubhus med mulighed for at opholde sig inden døre før og efter løbet og – for deltagerne – mulighed for omklædning, bad og mad. Horsens OK havde sørget for en lækker Chili con Carne, som ca. 60 deltagere havde forudbestilt.
4 store, flotte kagemænd til deltagerne, så de fik lidt sødt til ganen, når de var kommet i mål. Sponsoreret af Horsens OK og OK PAN.
Opfølgende artikel på DOFs online magasin, https://orienteringonline.dk/
Og endelig en masse gode, lækre gaver til arrangørteamet samt rigtig mange mange lykønskninger (også på nettet) fra deltagerne…

Jubilæumsløbet planlægges
Nå, lad os nu ikke dvæle ved arrangementerne i forbindelse med jubilæet, men i stedet beskæftige os med det, det i virkeligheden drejede sig om: 5. etape af vinterens serie.
Som sædvanlig havde jeg været ude i god tid med planlægningen af de tre løb i februar, bla. fordi der skulle rekognosceres, rentegnes revideret kort (tak til Michael Straube), lægges og tjekkes baner (tak til banekontrollen), lige som kortene med banerne skulle sættes op til tryk – på georefererede kort, så de kunne eksporteres til O-Track (tak til Flemming Nørgaard).
Da løbet jo skulle afvikles efter devisen “back to basic” var det et kort øjeblik med i overvejelserne at anvende o-kortet over Bygholm fra 2005, men det gik jeg væk fra, da det ikke stemte særlig godt overens med min egen filosofi om, at o-kort til natløb skal være så opdaterede som muligt og i hvert fald ikke mere end et par år gamle. Og i øvrigt var der sket ret meget i skoven siden da. Altså blev denne plan droppet!
I stedet valgte jeg, at jeg selv – som i NightChamps første år – var min egen banekontrol og samtidig selv satte posterne i skoven, i øvrigt denne gang i samarbejde med Hans Christiansen, OK PAN, der også bragte posterne fra Aarhus til Horsens.
Postudsætningen var en overkommelig opgave, selv om der var visse udfordringer i den vestlige del af skoven. Bygholm består i dag (som de fleste vel nok selv bemærkede i løbet af aftenen) af to meget forskellige terræntyper: En østlig del, der består gammel, opvokset og kultiveret byskov, samt en vestlig del, med nybeplantede parceller på gammel landbrugsjord – hovedsagelig med lærke-, bøge- og egetræer. Midt i denne nye del henligger den nedlagte landbrugsejendom, der tidligere ejede jorden, hvor de nyplantede træer nu er i opvækst.
Så hvad der ikke var muligt i 2005, var baner i dette, nye (og til dels diffuse) område, hvilket jeg lod mig lokke lidt af i aftes, da jeg lod alle baner starte ud i netop denne flade del af skoven.

Lidt om aftenens forløb
Som det har været tilfældet ved alle NightChamp-afdelinger i denne “vinter”, var dagene op til løbet præget af regn, regn og atter regn, men her holdt sammenligningen med de tidligere afdelinger så også op. Netop denne torsdag aften stilnede regnen ikke af, og det blev blot værre og værre, som mørket faldt på og aftenen skred frem. Derfor blev det, som jeg havde udtænkt som et hyggeligt sted for starten i skovkanten, til noget af et mareridt med storm og regn i stride strømme, så det var et frysende og drivvådt startpersonale, der klokken 19:45 kunne pakke starten ned og søge i ly for uvejret i klubhuset.
Da det var sket, havde de sendt ikke mindre end 165 løbere i skoven.
Løberne blev præsenteret for en skov, hvor grøfter var blevet til floder, lavninger til søer og skovbunden til mose, så det var et tungt terræn, der skulle forceres. Heldigvis havde jeg tilfældigvis ved banelægningen undgået de værste områder med vand, lige som en Bygholm Sø, der var gået over sine bredder, heller ikke fik indflydelse på løbet.

Modsat startpersonalet kunne jeg sidde inden døre i klubhuset og tage imod deltagerne i mål. Her stemplede kun 162 løbere ind i løbet af aftenen, tre færre end der var startet – og som tiden gik og gik, manglede vi stadig disse 3 løbere, der bare ikke dukkede op, heller ikke selv om vi ventede en time på dem. Derfor – og da vi ud over vores egen bil kun kunne se postindsamlernes biler på P-pladsen – tillod vi os at konkludere, at de havde glemt at melde sig i mål, og vi besluttede os til at forlade valpladsen og køre nordpå til Aarhus, hvor vi efterfølgende kunne konstatere, at vi havde gættet rigtigt: at de netop havde glemt at stemple ind i mål. Lidt ærgerligt at sidde og vente på til ingen nytte…
Og som følge af denne venten blev resultaterne også lidt forsinkede.

På løbssiden havde vi en ærgerlig svipser på bane 7, hvor post 2 stod 15-20 meter forkert. Nogle af deltagerne fandt posten, andre ikke, men alle blev naturligvis godkendt, hvis denne post var det eneste, de manglede.
Endvidere oplevede vi flere fejlklip, hvor løbere havde taget fejl af en sten og en punkthøj, der var placeret 80 meter fra hinanden. Se billedet til højre, hvor det er tydeligt at se, at der ikke er stor risiko for at forveksle posterne, hverken på signatur eller på postnummeret; men her spillede vejret sikkert også ind.
Endelig oplevede jeg, at flere løbere havde glemt at starte deres brik – igen sikkert på grund af vejret. I dette tilfælde kunne jeg i ro og mag hjemme i lænestolen gå tilbage i softwaren og aflæse, hvornår de havde clearet og/eller checket brikken, og så tildele dem dette tidspunkt som starttid. Man er vel lidt flink ved løberne!

En status på resultaterne, som de tegner sig inden sidste etape
Efter aftenens næstsidste afdeling er langt de fleste klasser nu afgjort. Før i aftes var 7 klasser afgjort (se beretningen fra Store Lyngdal) og i aftes kom 6 klasser yderligere til, så det betyder, at vi blot mangler at få sat navne på vinderne i de sidste 6 klasser: D12, D20, D21, D40 D60 og H70. I nogle af disse klasser er vindernavne oplagte, mens det ser mere speget ud i andre.
Følgende vindere faldt på plads ved aftenens løb:
D14 Laura Kaldahl Hornbæk, OK PAN
D16 Marie Møller Nielsen, OK PAN
H12 Mathias Klostergaard Rokkjær, Silkeborg OK
H14 Axel Örnhagen Jørgensen, OK SNAB
H16 Jonas Ellegaard Kokholm, Horsens OK
H40 René Rokkjær, OK PAN

Endvidere er 8 kvinder og 22 mænd endnu i spil i gavekort til Landal GreenParks, nemlig de 30 personer, der har gennemført alle de første 6 løb.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb her i Bygholm. Det drejer sig i første omgang klubben Horsens OK, der har stillet faciliteter til rådighed og i øvrigt gjorde et stort arbejde (sammen med OK PAN) for at gøre aftenen til en minderig event. Tak til Michael Straube for et sidste øjebliks justering af kortet på baggrund af de fejl, jeg fandt. (Og ja, jeg ved godt, at der er flere småfejl!) Også tak til Hans Christiansen, der bragte posterne til Horsens og hjalp til med postudsætningen. Tak til Horsens OKs ungdomsafdeling for lækker mad efter løbet.
En speciel tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten og ikke lavede ret meget vrøvl over, at jeg havde anbragt dem, hvor vejret var allerværst. I denne uge var det Silas og hans bedste ven Thor Nørskov, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning. I den forbindelse også en stor tak til Christian Bøje, Horsens OK, der i vinden og regnen uselvisk hjalp Claudia i starten i starten, inden de to drenge dukkede op…
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Nu står den så på denne vinters sidste etape, der foregår på Sukkertoppen nær Gammel Ry. Her vil deltagerne blive udfordret i diffuse bakker, inden de har mulighed til at drage til HNIE til aftenkaffe, hvis de da ellers har bestilt denne via O-Service.
Mødestedet er Klostermøllevej på P-pladsen ved madpakkehuset.
Posterne er inden da sat i skoven af Thomas Hjerrild. Og så står vi eller bare og glæder os til, at rigtig mange løbere får lyst til at deltage. Som et kuriosum kan jeg bemærke, at vi kan “risikere” at sende NightChamp-deltager nummer 10000 i skoven i løbet af aftenen, så endnu et jubilæum venter lige om hjørnet. NightChamp har efter etapen i Bygholm haft 9835 løbere i skovene.
Og endnu engang: husk lige, at I skal tilmelde jer via O-service, hvis I ønsker at deltage i aftenkaffen efter løbet!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Historien om NightChamp

Det første NightChamp-løb blev afviklet den 1. marts 2005 i Bygholm Skov eller Åbjergskoven, som den rettelig hedder. Det er en skov, som Horsens OK anvendte en del til træninger, ikke mindst i vinterperioden. Forud var gået nogle måneder, hvor Tim Christoffersen og undertegnede, der på det tidspunkt var hhv. ungdomstræner og ungdomsleder i Horsens OK, lagde planer for, hvordan vi kunne kvalificere vores ungdomsløbere til at blive bedre til at orientere.
Et af resultaterne af disse planer blev NightChamp, hvor Tims opgave blev at skygge løberne og efterbehandle deres løb og oplevelser i skoven med dem, mens jeg stod for alt det praktiske, dvs. var arrangør, banelægger og tidtager. Postudsætningen deltes vi om, mens vi som oftest – af aftenens voksne deltagere – fik hjælp til indsamling af posterne. NightChamp blev afviklet med to serier på hver tre løb, en serie hhv. i november og i marts, men allerede efter 2 år blev forårsafdelingerne flyttet fra marts til februar, fordi løbene i marts mere bar præg af skumringsløb, hvis vi da ikke skulle sende løberne alt for sent i skoven. Endvidere var det en af intensionerne med løbene, at NightChamp skulle være fortræning til Nordkredsens Natugle-løb, der igen kunne fungere som fortræning til DM Nat.
Allerede fra starten var der elektronik i spil, når der skulle tages tid på deltagerne. Et par år før havde Horsens OK anskaffet SportIdent til tidtagning og klippekontrol, hvilket havde lettet arbejdet med at arrangere løb. Største problem var synkronisering af de elektroniske enheder, der skulle i skoven – men ellers fungerede tidtagningen upåklageligt, og i samme øjeblik sidste løber var i mål, kunne en resultatliste i princippet trækkes og resultatet offentliggøres. Softwaren til dette hed dengang OE2003 og fungerede upåklageligt – og hver gang.
Ved det første NightChamp-løb var der 8 deltagere, heraf 6 ungdomsløbere, og den første halvsæson i marts 2005 havde i alt 32 startende løbere, fordelt på de dengang 6 klasser. Ungdomsløberne var delt i 4 klasser: HD-15 og HD16-25.

Efter denne spæde start med 3 løb i marts 2005 kom et par år, hvor løbene fast blev afviklet i Bygholm Skov rundt om Horsens OKs klubhus, men med forskellige startsteder, inden vi i februar 2007 gik over til at løbe i andre skove i omegnen af Horsens. Der skete samtidig en stigning i deltagerantallet, således at vi i sæsonen 2006-07 var oppe på 101 starter i alt, og der blev på grund af det stigende deltagerantal ligeledes en anden inddeling af ungdomsløberne i klasserne HD-12, HD-16 og HD17-25.
Samtidig med at vi flyttede ud af klubhuset, fik vi udfordringer med afviklingen af starten, der derfor blev overladt til min kære kone, Claudia, der påtog sig denne opgave sammen med skiftende hjælpere inden for familien samt venner/kærester til vores børn. Claudia var den gennemgående koordinator, men i årene derefter har det været et team bestående af hende sammen med vores sønner Hjalte og Silas, der har båret starten – som sagt supperet med deres venner. I de senere år har det været “vores reservesøn” og Silas’ gode ven, Thor Nørskov, OK Øst, der er stødt til som hjælper. For mig er det uvurderligt, at det er et indgroet team, der sender løberne i skoven, og jeg blander mig altid uden om denne funktion. Jeg tror endvidere, at løberne er tilfredse med en procedure, de kender, og som uge for uge er den samme, og startpersonalet kender næsten hver løber, der er på vej i skoven, samt deres små vaner og uvaner. Det er – som jeg har fået det beskrevet – de samme deltagere, der hver gang lige skal snige sig til at kigge på banen inden start, absolut skal starte lige efter den værste udfordrer til den samlede sejr, lige skal bikse med GPS’en, lige skal nurses eller krammes af min kone, lige skal komme med nogle filosofiske bemærkninger om vejret, terrænet, trafikken og lignende – og sådan kan jeg blive ved. Altsammen bidrager til en vis underholdning for mine startere…

Rygtet om NightChamp og muligheden for at komme ud at løbe natløb på et tidspunkt af året, hvor løbskalenderen ellers ikke bød på de store begivenheder, bredte sig i naboklubberne, og jeg fik derfor også flere forespørgsler om muligheden for at deltage i en eller flere af afdelingerne. Og naturligvis måtte andre o-løbere da deltage; det er trods alt dobbelt så sjovt at lave løb for 200 deltagere end for 100, når nu posterne alligevel var i skoven. Resultatet blev, at TalentKraftCenter Midtjylland meldte deres ankomst d. 3. februar 2009, hvor løbet blev afviklet i Ølsted Kærskov. 53 løbere var i skoven, hvilket vi dengang syntes var meget flot. Sæsonen 2008-09 blev ligeledes året, hvor vi gik fra 3 til 5 baner, hvilket var noget af en forøgelse af arbejdsbyrden for banelæggeren. En af nyskabningerne var en åben klasse, som alle, uanset alder og niveau, kunne tilmelde sig.

I sæsonen 2009-2010 skete der noget af et spring i udviklingen af NightChamp. Tilmeldingen til løbet skete – som altid – direkte til undertegnede, men det var efterhånden blevet noget af en logistisk opgave med ca. 50 deltagere pr. løb, heraf halvdelen fra andre klubber. Der var god gang i tilmeldingerne pr. mail, og nogen gange skulle jeg lige holde tungen lige i munden for ikke at begå fejl, og huske at få alle tilmeldt. Det blev også en sæson, hvor vi for første gang kunne kåre en (eller rettere flere) “ikke Horsens”-løbere som samlet vinder i en af klasserne. I 7 af de nu 15 klasser var vinderne således fra andre klubber end Horsens OK og det var så forskellige klubber som OK SNAB, OK GORM, OK Melfar, OK PAN og OK HTF, der dette år var repræsenteret “øverst på skamlen”.

Ved årsskiftet til 2010 skiftede jeg som løber fra Horsens OK til OK PAN, hvilket endvidere fik stor betydning for de kommende sæsoner. Fra og med sæsonen 2010-11 skulle tilmeldingen til NightChamp ske gennem O-Service i stedet for via mail til arrangøren, og det tog da også en del af presset af for undertegnede. Løberen, der i forvejen sponsorerede OK PAN, blev ligeledes præmiesponsor for NightChamp. Endvidere flyttede løbsterrænerne fra at være skove omkring Horsens til at være skove i trekanten mellem Horsens, Silkeborg og Aarhus, således at der (som hovedregel) anvendtes 2 skove i nærheden af hver af de tre byer, lige som håndteringen af posterne (postudsætning og postindsamling) i det store hele blev varetaget af andre. Det var dermed en stor arbejdsbyrde, der blev pillet af mine skuldre i en tid, hvor jeg ved siden af engagementet i NightChamp stadigvæk havde et arbejde at passe i dagtimerne.
Endelig blev der lavet en aftale med HNIE (Himmelbjergegnens Natur- og Idræts Efterskole) om, at vi kunne afslutte sæsonen med kaffebord hos dem efter sidste etape. Af samme årsag blev vinterens sidste etape – fra og med denne sæson – afviklet i en skov tæt på efterskolen. Siden 2010 har HNIE trofast (med en enkelt undtagelse, sæsonen 2015-16) lagt lokaler til afslutningen. For øvrigt fordobledes deltagerantallet til NightChamp endnu engang, så vi nu var oppe på 561 starter, fordelt på 6 baner.

I sæsonen 2011-12 steg antallet af baner til 7, lige som deltagerantallet igen steg kraftigt: 752 starter, og det medførte et ønske fra Horsens OKs side om et kursus, hvor jeg skulle fortælle om det specielle i at løbe natløb og de o-teknikker, man skulle have fokus på, når det var lyset fra pandelampen, der var eneste lyskilde. Det betød, at sæsonen 2012-13 startede med ovennævnte kursus i Horsens OKs klubhus – efterfulgt af en prolog i Åbjergskoven.

Flere af de faste deltagere i NightChamp-løbene mente efterfølgende, at jeg godt kunne magte at lave en prolog hvert år – og lade den være en del af løbsserien, så resultatet blev da også, at der fra og med sæsonen 2013-14 også var en prolog på programmet. Denne prolog afvikles hvert år fra OK PANs klubhus, Silistria, i lige år nord for klubhuset og i ulige år syd for. Prologen adskiller sig fra alle andre løb i serien ved, at der er bad og mad efter løbet.
Siden indførslen af prologen i 2013 har deltagerantallet ved NightChamp været rimelig stabilt med ca. 1000 starter pr sæson eller godt 140 starter pr løb i gennemsnit. Rekorden er fra 2015-16, hvor der var i alt 1052 starter fordelt over 7 løb, og højeste antal startende deltagere til en enkelt etape var i Siim Skov ved Ry, hvor vi d. 15/11 2014 havde 180 løbere i skoven. Medtalt i ovennævnte statistik er ikke “Ej startende” løbere.

Siden sæsonen 2012-13 er der sket lidt småjusteringer i NightChamp:
Fra sæsonen 2015-16 indførtes 2 lodtrækningspræmier á 1500 kr til gavekort til Løberen.
Fra sæsonen 2016-17 uploades banerne online. Først i Livelox, senere i O-Track.
1. januar 2017 går den nye NightChamp-hjemmeside, nightchamp.dk, i luften.
Fra sæsonen 2017-18 indførtes “spurtpræmier” til hurtigste herre og hurtigste dame – set over alle 7 løb. Man skal altså deltage i og fuldføre alle de 7 løb i en sæson for at komme i spil til denne præmie. Spurtpræmierne blev (og bliver fortsat) sponsoreret af Landal Greenparcs. Første vindere af disse spurtpræmier blev Rasmus Djuurhus, OK PAN, og Greti Pentek, Horsens OK.
Fra sæsonen 2019-20 bruges løbsafviklingsprogrammet, MeOS, til afvikling af løbene.

Her den 20. februar 2020 er vi så kommet til en milepæl i historien om NightChamp!
Således afvikles løb nr. 100 i samme skov, hvor det hele startede for 100 løb siden, 1. marts 2005. Og samtlige 100 løb med samme arrangør, samme banelægger og samme it- og web-ansvarlige. Og samme mand bag computeren i skoven hver gang.
Alligevel kan dette ikke lade sig gøre uden hjælp og opbakning. Derfor skal der her ved jubilæet lyde en tak til alle, der på den ene eller anden måde, med stort eller med småt, har hjulpet mig gennem tiderne.
Vi ses i skoven

Henrik Dagsberg,
Horsens OK/OK PAN

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Store Lyngdal – 4. afdeling, 2019-20

Så er ventetiden ovre, og i aftes kunne vi så genoptage denne sæsons NightChamp-serie, efter at vi har ligget stille de seneste par måneder hen over jul og nytår – i det der burde have været den koldeste periode af vinteren. Det har dog nok ikke været tilfældet i år, hvor vi har oplevet den varmeste januar i den tid, der har været statistik over vejret. En tendens, der er fortsat ind i februar, således at vi kunne afvikle årets første NightChamp i temperaturer over 5 plusgrader.
Aftenens løb blev afviklet i jomfrueligt terræn i Store Lyngdal, der – navnet til trods – er et ganske lille stykke skov, der ligger mellem Sorring og Holmstol mellem Silkeborg og Aarhus. Skoven er en trekantet skræntskov, der fra alle sider skråner ned mod et moseområde i midten af området. Med en målestok på 1:5000 og 5 meter ækvidistance, hvor kurverne ligger ganske tæt, kan man i mørket godt få fornemmelsen af at befinde sig i  nordisk terræn, hvilket flere af deltagerne bemærkede i mål. Denne fornemmelse kunne både Henrik Markvarsen (en ene af postudsætterne) og undertegnede godt genkende, også selv om vi “kun” havde været derude i dagslys.

Lidt fra aftenes løb
Store Lyngdal er privatejet, men med stor vejvilje fra skovejernes side var det lykkedes at få mulighed for at løbe i dette unikke og udfordrende område. Især Christian Als, der ejer det meste af skoven og med hvem jeg havde den direkte kontakt om løbet, havde været meget imødekommende, og ud over at åbne skoven for os, havde han stillet sin lade til rådighed, så deltagerne kunne være inden døre, både før og efter løbet. Christian var i øvrigt selv til stede hele aftenen og gik til hånde, hvor det var nødvendigt og fik vist en snak med mange af deltagerne. Endvidere var han behjælpelig med strøm og lidt hygge i laden.
I løbet af januar havde Kent Lodberg været i skoven og foretage et par rettelser, så det var et helt opdateret kort, der skulle løbes på. Samtidig havde jeg været ude at se på delstræk, der gerne måtte være udfordrende, uden at de dog blev ondskabsfulde, og især de to blå baner (bane 5 og 6) gav nogle udfordringer for mig, netop på grund af det meget kuperede terræn og den noget våde mose midt i skoven. Jeg håber dog, at de fleste stillede sig tilfredse med resultatet.
OK PANs ungdomsafdeling havde stillet an med et par pizzaovne, og løberne havde derfor mulighed for at forsyne sig med både frisklavet pizza og varm kakao, når man havde fået pusten igen efter løbet. Og samtidig med, at jeg klokken 21 kunne køre fra skoven, kunne ungdomsafdelingen melde udsolgt, og også de kunne pakke sammen.

Udfordringer og problemer
Som sædvanlig ved løb i uge 6 kunne vi også i går godt mærke på deltagerantallet, at vi var i konkurrence med vinterferieaktiviteter, og en del af de vanlige deltagere var draget udenlands for at dyrke lidt motion med ski på fødderne. Alligevel havde vi besøg af 138 deltagere, hvilket – omstændighederne taget i betragtning – må betegnes som godkendt.

En af de store udfordringer for banelæggeren var (som beskrevet ovenfor) at få drejet nogle fornuftige blå baner. Den nemme løsning var at lade banerne forløbe i det flade stykke af skoven – syd for Klintrup Hedevej, men det blev fravalgt, idet det ville blive “kedeligt”, om end banerne nemt kunne laves blå. I stedet syntes jeg, at også de ældste deltagere skulle få oplevelsen af den flotte og bakkede skov, hvor alle de andre baner forløb – uden at de dog skulle få de største stigninger og den blødeste bund.
En anden udfordring var bane 8, den lette bane, idet der ikke er noget sammenhængende stibillede i skoven, således at de kan blive ledt fornuftigt rundt med støtte af stier. Det betød et par steder med snitzling, idet det primære mål med denne bane er, at alle deltagere skal have en god oplevelse i mørket. Det lykkedes vist, om end en enkelt løber mente, at det var ret let! Måske blot et tegn på, at vedkommende er klar til større udfordringer?

Og så ved jeg ikke, hvor mange der bemærkede det… At der heller ikke i aftes var meridianer på kortet. Jeg havde i hvert fald ikke bemærket det, før en løber i mål gjorde mig opmærksom på det, og undervejs i processen med banerne, når man kommer gående i skoven uden kompas, har man jo ikke brug for dem. Og ingen af de hænder, kortet har været igennem inden løbet, havde tilsyneladende set, at de manglede. En beklagelig fejl; jeg må stramme op!

På IT-siden forløb alt som det skulle. Det eneste problem var, at en post i sidste øjeblik måtte udskiftes – og at jeg ikke lige havde fået rettet det i MeOS. Men et par klik senere var det problem løst. Og så skabte det endvidere lidt kø, da en løber løb med en brik, der ikke var registreret i løbsprogrammet. Derfor: Sørg nu for at få rettet nummeret på brikken inden I løber i skoven!

En status på vinderne i de enkelte  klasser
I langt de fleste klasser er alt endnu i spil, men nogle få klasser er nu afgjort, selv om der mangler 2 løb endnu!
Følgende vindere ligger således i skrivende stund fast:
D50 Marianne Lynge Krogh, Kolding OK
D65 Grethe Anæus, Viborg OK
H20 Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK
H21 Rasmus Djurhuus, OK PAN
H50 Jess Rasmussen, Viborg OK
H60 Keld Gade, Viborg OK
H75 Flemming Nørgaard, OK PAN

Endvidere er 9 kvinder og 26 mænd endnu i spil i gavekort til Landal GreenParks, nemlig de 35 personer, der har gennemført alle de første 5 løb.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb her i Store Lyngdal. Det drejer sig i første omgang Christian Als, der har stillet sin skov og lade til rådighed samt har bidraget til hyggeligt samvær og nogle gode snakke. Tak til Kent Lodberg for en sidste øjebliks rekognoscering og justering af kortet. Også tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der igen, igen, har påtaget sig udsætningen af posterne. Tak til PANs ungdomsafdeling for lækre pizzaer og varm kakao.
En speciel tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans bedste ven Thor Nørskov, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne, ung som gammel, fra OK PANs ungdomsafdeling.

Nu står den så på en uges pause, hvor jeg tillader mig at drage et par dage sydpå til solen i uge 7, inden vi er på den igen den 20. februar, hvor vi tilbyder jubilæumsløb i skoven, hvor det hele startede i 2005, nemlig Bygholm Skov ved Horsens. Mødested er Horsens OKs klubhus, Åbjergskovvej 6, 8700 Horsens.
Da der er tale om et jubilæumsløb, NightChamp nr. 100, bliver det til samme startafgift som dengang, nemlig 20 kr. for voksne, mens ungdomsløbere under 21 år løber gratis.
Og husk så lige, at I skal tilmelde jer via O-service, hvis I ønsker at spise med efter løbet!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned

I disse dage, hvor julen står for døren og november måneds 4 NigthChamp-etaper er overstået, er det tid til at se lidt fremad mod de sidste 3 løb, der foregår i februar.
Vi kan byde på tre løb, der er specielle på hver deres måde.
Først går det løs i et jomfrueligt terræn, Store Lyngdal, mellem Sorring og Holmstol. Her har vi fået lov til at lave den første etape i det nye år, den 6.2.20. Skoven er privat og kun været anvendt til orienteringsløb en enkelt gang, nemlig til OK Pans klubmesterskab i foråret 2019. Der er tale om et – navnet til trods – meget lille skovområde, der er kendetegnet ved et noget usammenhængende stibillede i et meget kuperet terræn; en skræntskov, der omgiver et blødt moseområde i midten. Målestok: 1:5000. Afkortede baner. Der er mulighed for omklædning før og efter løbet i en (ikke opvarmet) lade i skoven, lige som der kan købes lidt varm fast og flydende føde efter anstrengelserne i bakkerne.
Efter en pause i uge 7 fortsætter vi i Åbjergskoven syd for Bygholm sø i Horsens. Dette er samtidig NightChamp-løb nr. 100, og devisen for løbet bliver derfor “back to basic”. Det betyder, at prisen for at deltage bliver som i 2005, da den første etape af NightChamp afvikledes i samme skov: 20 kr. for seniorløbere, mens det er gratis for ungdomsløbere at deltage. Dette kan vi tilbyde, idet kortene denne aften er sponsoreret af Grafisk Forum, Horsens. Før/efter løbet er der igen mulighed for omklædning inden døre, nemlig i Horsens OKs klubhus, hvor der samtidig er toiletter og mulighed for bad. I klubhuset er der ligeledes stævnecenter. Denne jubilæumsaften bliver der mulighed for at købe mad efter løbet – bestilling af maden sker samtidig med tilmeldingen på O-Service.
Vinterens sidste etape afvikles – sædvanen tro – i bakkerne omkring Silkeborg, dog i år lidt sydligere end ellers. Vi har således lånt Sukkertoppen til at runde vinteren af. Udgangspunktet for løbet bliver laden ved P-pladsen ved Klostermølle, så igen kan man stå i læ for en eventuel regn. På Sukkertoppen venter der deltagerne en lettere afkortet tur i de voldsomme og visse steder diffuse bakker. På grund af en aftale med Hedeselskabet, der ejer en stor del af Sukkertoppen, betales en overpris på 10 kr. pr. startende løber til ejerne af skoven. Dette gælder alle, ung som gammel.
Efter strabadserne i skoven kan turen eventuelt gå til Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole (HNIE) til afslutning med kaffe og brød i kantinen samt præmieoverrækkelse til klassevinderne. Som sidste år – og af hensyn til køkkenet på HNIE – er det nødvendigt med en tilmelding til kaffebordet via O-Service.
Kaffebordet er gratis, idet det er NightChamp, der betaler gildet!
Vi glæder os til at se jer i februar!
Indbydelse 2019-20: PDF
Oversigt over løbsområderne: PDF

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Silkeborg Vesterskov – 3. afdeling, 2019-20

Med afvikling af aftenens løb er vi nu kommet i mål med efterårets 4 NightChamp etaper. De tre af etaperne er blevet afviklet i typiske, østjyske terræner, mens sidste uges løb blev afviklet i et helt nyt område, hvor det var leret, nybeplantet jord, der stod på menuen. Med andre ord: tre etaper i øst- og midtjyske bakker, hvor det var teknikken og kortforståelsen, der var det væsentligste, mens der ved etapen i sidste uge var lagt op til hurtig kortlæsning, rap orientering og fysisk styrke – i jomfrueligt terræn.
Som det har været tilfældet hvert eneste år, har der også i denne november været udfordringer for arrangørteamet – ikke mindst har omlægningen fra løbsprogrammet OE2003 til MeOS denne gang givet nogle dage og aftener med sved på panden. Ny software = nye måder at gøre tingene på, og selv om MeOS er et nemt og intuitivt program at arbejde med, så har jeg været udfordret af, at programmet også har sine begrænsninger. Ydermere har der været nogle udfordringer i samspillet mellem min pc og løbsprogrammet, så programmet flere gange er gået ned eller har haft problemer med at kommunikere med databasen. Efterfølgende har jeg ræsonneret, at min gode gamle løbs-pc tilsyneladende synger på sidste vers.
Tilbage står der så, at vi kan se tilbage på en november måned med flest starter i NightChamps historie, nemlig med 632 startende løbere fordelt over månedens 4 løb, og denne sæson kunne måske ende med at blive husket for flest antal starter fordelt over hele sæsonen; deltagerrekorden fra 2015-16 med i alt 1042 starter kunne godt se ud til at stå for fald.

Lidt om aftenens etape
På denne sidste NightChamp-aften i november var vi på arrangørsiden ramt af afbud fra min kære kone, der desværre var et smut forbi sygehuset og derfor ikke kunne  stå i starten, som hun ellers har gjort i en række år. Heldigvis bød en god bekendt, Lars Klode fra Herning OK, sig til, og han overtog en del af Claudias arbejde, indtil aftenens annoncerede startpersonale, Silas Thomsen og Thor Nørskov, kunne være fremme. En stor tak til Lars for at springe til, da det kneb allermest.
November måned har også i år været temmelig varm, og ved aftenens etape var vi således begunstiget af en temperatur på 8-9 plusgrader, hvilket må siges at være fint løbevejr, årstiden taget i betragtning. Og selv om dette efterår har været det vådeste i mands minde med næsten ustandselig regn, dagen lang, har vi netop de 4 aftener, hvor vi har afviklet NightChamp, været tilsmilet af vejrguderne, der havde sørget for tørvejr til løbene.
Ved aftenens etape har jeg tilmed kunnet stå med det følsomme, elektroniske udstyr i tørvejr i Søbadets herreomklædning, hvor deltagerne i øvrigt kunne klæde om før og efter løbet i beskyttende omgivelser.
Som det vel altid er tilfældet i eftersnakken efter et orienteringsløb, var der også i aften blandt deltagerne en vis uenighed om kvaliteten af banerne, denne gang spændende fra “meget dårlig udnyttelse af en ellers god skov med for mange oplagte udenomsvejvalg” til “lækre baner, hvor det var svært at overskue, hvad der var det optimale at gøre” og “god bane med krævende langstræk, hvor der skulle løbes rigtig stærkt, og hvor man fejler, fordi man ikke formår at få farten ned igen”. Ja, sådan er vi jo så forskellige…
Erik Bobach fra Silkeborg OK havde sørget for, at posterne var i skoven og placeret i overensstemmelse med kortet. Tak til Erik for dette meget vigtige arbejde! (I øvrigt er det altid Erik, der står for denne opgave, når vi afvikler etaper i Silkeborg).
Klokken 20:55 stemplede sidste løber ind i mål, og de 4 postindsamlere kunne begynde deres arbejde, mens jeg kunne køre tilbage til Aarhus for at foretage de nødvendige rettelser, før resultatlisterne kunne offentliggøres. På grund af flere uheldige omstændigheder (se herunder) var resultatlisterne først på nettet ca. kl. 23, som jo er noget senere end ellers…

Beklagelige fejl på banerne 2 og 5 – banelæggeren undskylder…
Da jeg kørte mod skoven, var jeg mere eller mindre overbevist om, at det blev en let og ukompliceret aften. Godt nok var der mange tilmeldte deltagere, men jeg vidste, at jeg kunne forlade mig på mit startpersonale, kortets og banernes kvalitet og en fair skov.
Banerne var sat op af Steen Frandsen, kortet var georefereret af Flemming Nørgaard, og posterne sat i skoven af Erik Bobach, så det var dygtige folk, jeg havde som hjælpere. Alt lå til et vellykket arrangement, men jeg havde ikke taget misteltenen – i dette tilfælde mig selv – i ed. Mens alle andre havde udført et fortrinligt arbejde, havde jeg kikset med et par dumme og utilgivelige fejl, viste det sig i løbet af aftenen.
Da de første løbere på bane 5 kom i mål, var de alle disket, idet de manglede 5 poster; de samme 5 poster for alle løbere. Og ingen forstod, at de var disket, for de havde været ved posterne, var de enige om. Samtidig beklagede flere af løberne sig over, at de løse postdefinitioner ikke passede overens med de definitioner, der var trykt på kortet. Og da dette billede fortsatte aftenen igennem, blev jeg usikker på, om fejlen mon ikke skulle ligge hos mig, i mit forarbejde.
Da jeg hernæst efterrationaliserede, hvordan denne bane var blevet til, kom jeg i tanker om, at netop bane 5 var blevet ændret i baneforløbet i weekenden op til løbet, EFTER at banerne var sendt til Steen til opsætning, men FØR postbeskrivelserne var sendt til Carsten Thyssen til tryk, og ligeledes INDEN Condesfilen var lagt ind i løbsprogrammet. Løbsprogrammet forventede altså den nye udgave af banen, lige som de løse postbeskrivelser viste den nye udgave, mens det trykte kort viste den oprindelige udgave. Dette er naturligvis en stor fejl fra min side, og det er noget tankeløst, at jeg foretog den omtalte ændring så sent i processen. Det viste sig senere, at fejlen også slog igennem i O-Track, så også her måtte løbet slettes og oprettes på ny, så alt i alt kostede fejlen mig en del ekstra, manuelt arbejde…

Også på bane 2 havde jeg begået en fejl – hvilket jeg først blev opmærksom på, da en løber spørger, om det er korrekt, at banen er 7,7 km, hvilket der stod i instruktionen. Mit svar var, at det naturligvis ikke var korrekt; den var 6,7 km, som det var min intention, at den skulle være. Det viste sig dog, at løberen ikke havde læst forkert, og at jeg virkelig var kommet til at lave banen en kilometer for lang, hvilket jeg slet ikke havde fanget i en ellers omfattende kontrol af banerne. En dum fejl, som de fleste dog heldigvis tog med et smil. “Så fik man jo bare lidt ekstra træning,” som en deltager bemærkede det.
Men det var naturligvis ikke meningen i en i forvejen fysisk krævende skov!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Erik Bobach for gennemgang af postplaceringerne “on location” samt med postudsætningen umiddelbart før løbet. Også tak til Hans Christiansen, der bragte posterne til Silkeborg. Endvidere tak til Lars Klode, der kunne springe til i nødens stund, indtil mine to startfolk, Silas og Thor Nørskov kunne være fremme efter timer på motorvejen. Og naturligvis tak til de to drenge for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.
Endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Nu tager vi så lige en pause fra NightChamp-serien indtil februar, hvor vi vender frygteligt tilbage med tre nye terræner. Den 6.2.20 lægger vi ud i den jomfruelige og private Store Lyngdal – en lille skov stort set uden stier, hvor der skal løbes på 1:5000, og hvor folk nok skal få deres sag for på baner, der er forkortet ca. 25 %.
D. 20.2.20 løbes i Åbjergskoven ved Horsens, hvor NightChamp-serien startede for 100 løb siden. Dette er med andre ord et jubilæumsløb, hvor vi kan være inden for i Horsens OKs klubhus – lige som der efter løbet sluttes af med varm mad for de, der måtte ønske det. Og startafgiften vil denne aften, takket været sponsorerede kort fra Grafisk Forum i Horsens, være som for 100 løb siden: 20 kr. for seniorer, mens juniorer kan løbe gratis.
Finalen foregår på Sukkertoppen d. 27.2.20.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Anebjerg Skov – 2. afdeling, 2019-20

Så kom vi til den første af årets afdelinger, der skulle afvikles i jomfrueligt terræn.
Forhistorien er den, at jeg allerede sidste eftersommer snakkede med Flemming Nørgaard om muligheden for at anvende nogle ikke så kendte terræner til NightChamp, og som resultat af denne snak dukkede muligheden for at anvende Anebjerg Skov op. Skoven er et ret nyt skovrejsningsprojekt mellem Skanderborg og Stilling – et projekt, der til stadighed udvikles og udvides. I skrivende stund har vi således fået fremstillet et kort over et område, hvor træerne nu er så høje, at man godt kan komme i tvivl om, hvad der er det optimale vejvalg, hvilket jeg forsøgte at anvende i banelægningen. Om det så er lykkedes, ja, det vil jeg lade være op til deltagerne at vurdere.
Jeg har aldrig selv løbet orienteringsløb i terrænet, så der er fra min side blevet brugt en del krudt på vandreture på kryds og tværs for at udspekulere og konstruere baner, hvor den spæde skovs muligheder blev anvendt på bedste vis… Samtidig har jeg haft Hans Christiansen ind over som banekontrol (Hans bor på kortet), ligesom Kent Lodberg har optimeret kortet med de sidste rettelser så sent som i sidste uge. Området blev oprindelig tegnet som en del at et større orienteringskort over Skanderborg Nord.

Lidt om aftenens etape
Da jeg valgte, at aftenens etape skulle afvikles i Anebjerg, var jeg også velvidende om, at den største del af løberne næppe ville føle sig overudfordret på det o-tekniske plan. Skoven blev først og fremmest valgt ud fra præmissen om, at de fleste nok ville syntes, at det altid er sjovt at komme ud og løbe i jomfrueligt terræn. Og selv om skoven næppe var så teknisk udfordrende, så var der vist muligheder for de løbestærke på de lidt forlængede baner. Det mest regnfulde efterår nogensinde i den tid, man har ført statistik over Danmarks vejr og klima, havde ydermere gjort skoven noget tung at løbe i. De mest almindelige ord og bemærkninger i mål var – ikke overraskende – våd, blød, tung, leret, pløret og fysisk krævende, og det var i hvert fald ikke nogen fordel at starte sidst, hvor stier og traceer var godt løbet op.
De fleste tog de fysiske udfordringer med godt humør og bemærkede, at Anebjerg skov var noget anderledes at løbe i end Marselisborg!!! Og ja, som flere bemærkede, så lagde banerne nok i nogen grad op til anvendelse af natsprintteknik med meget kortkontakt og fokus på vejvalg – på grundlag af hurtige beslutninger. Og de løbere, der mistede fokus et øjeblik, kunne sagtens bomme og løbe sig væk blandt de mange tætheder og åbne arealer.
Det skal også bemærkes, at trods tåge, finregn i luften og valget af en bynær skov, så stillede 146 løbere til start på deres bane, der endte ved Skanderborg kommunes bygninger, hvor jeg med mit udstyr kunne stå i læ for vejr og vind.

Ugens tekniske bemærkninger
Jeg tror faktisk ikke, at nogen af løberne mærkede til IT-tekniske problemer i løbet af løbets afvikling, og det er/var jeg naturligvis glad for. Godt nok var der de sædvanlige momentvise bemærkninger om styrken i reflekserne, men netop denne aften suppleret af en konstruktiv tilgang til problematikken, nemlig at vi i reglementet burde have nogle krav til, hvordan reflekser til natløb skal være. Det er jo efterhånden en kendt sag, at reflekserne på de stativer, som vi bruger i OK PAN, ikke kalder på løberne fra lang afstand, hvilket kan give nogle udfordringer, især hvis man som løber er kommet lidt i problemer med at finde posten. På den anden side kan de fleste garvede natløbere vel også huske DM nat fra tidligere i år, hvor reflekserne kunne lyses op af løberne på endog meget lang afstand. Og spørgsmålet er så: Hvad er mest interessant som løber? En interessant diskussion.
Noget andet var så, at kortet manglede meridianer, hvilket faktisk kom bag på mig her efter at sidste løber var i mål! Jeg har arbejdet med kortet i flere udgaver de seneste måneder, og alligevel havde jeg ikke bemærket de manglende linjer. Først da jeg i en mail – efter afviklingen af løbet – bliver gjort opmærksom på, at der ikke var meridianer på kortet, kunne jeg konstatere, at vedkommende brevskriver havde ret.
At tænke sig… at hverken korttegnere, kontrollører eller undertegnede (og måske også trykkeren) havde bemærket dette.
Sluttelig er bemærkning om, at jeg også i denne uge havde problemer med, at MeOS på min pc tilsyneladende spillede mig et puds, idet både gemte udgaver af aftenens løb samt flere udgaver af backups tilsyneladende var forsvundet i cyberspace. Væk var de, da jeg startede pc’en op ved ankomst til Skanderborg; klar til at gå i gang med løbet. Heldigvis kunne jeg indlæse en lidt ældre backup, hvor der blot manglede de seneste eftertilmeldinger, så det blev i denne omgang til et mindre ekstraarbejde, før jeg var klar til at læse brikker.
Når jeg nu efterrationaliserer og sammenholder med de mange kommentarer, jeg har fået om mine pc-problemer, kan jeg kun komme frem til, at fejlen må ligge i pc’en, der nu ellers har kørt upåklageligt i mange år. Måske skulle jeg prøve mig frem med en anden pc, især når nu ingen andre brugere af MeOS oplever fejl af denne type.

Hvordan står det så til med de samlede resultater?
Sluttelig et par bemærkninger om resultaterne efter de hidtil afviklede afdelinger, især da det nu er givet, at man skal have deltaget i mindst én af de første tre afdelinger, hvis man vil have en chance for at løbe med sejren i en af klasserne. Naturligvis er der intet givet på nuværende tidspunkt, men der er da løbere, der har lagt godt fra land i deres respektive klasser. Efter de første 3 afdelinger er der 7 løbere, der står med med maksimumpoint (300 point) i deres løbsklasse. Det er Marie Møller Nielsen (D16), Hedvig Valbjørn Gydesen (D20), Gitte Isen (D60), Grethe Anæus (D65), Axel Örnhagen Jørgensen (H14), Keld Gade (H60) og Flemming Nørgaard (H75). Løbere, der med andre ord, er godt på vej til den samlede sejr i deres respektive klasser.
I andre klasser har man opereret med 3 forskellige vindere i de første tre afdelinger…

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til mine sædvanlige og trofaste hjælpere med postarbejdet. I denne uge var det Hans Christiansen, der fungerede som banekontrol, hvilket var meget naturligt, da han bor på kortet. Til postudsætningen havde han tillige hjælp af Henrik Markvardsen, så det var et par rutinerede folk, der igen i denne uge sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt. Endvidere tak til min kone Claudia samt min søn, Silas for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Der har også i denne omgang været stor ros og fuld respekt til mine hjælperes måde at håndtere starten på! Som altid stille og roligt med stort overblik. Rigtig dejligt at høre…  (især for dem).
Endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Næste uges afdeling af NightChamp-serien – som samtidig bliver den sidste inden juleferien – finder sted i Silkeborg Vesterskov med udgangspunkt ved Østre Søbad i den sydlige ende af Almindsø med parkering på og ved p-pladsen samme sted.
I skrivende stund kan jeg fortælle, at starten betjenes af de to unge knægte, Silas og Thor Nørskov, der begge er drevne til deres arbejde. Det betyder samtidig, at starten måske kan blive rykket nogle minutter, da Silas kommer direkte fra sit arbejde i Vejle og i høj grad er afhængig af trafikken på E45. I denne uge blev han netop forsinket som følge af uheld på motorvejen. Men lad os nu ikke tage sorgerne på forskud

Vi ses i skoven!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar