Lille Rold – 2. afdeling, 2008-09

Til denne aftens løb var der 31 løbere klar i startboksen til aftenens udfordringer. Det var en smule færre end ved sidste uges løb i Bygholm, men der havde man jo også klubhuset at varme sig i både før og efter løbet. Flere af de ellers faste deltagere ved tirsdagstræningerne havde samtidig meldt forfald på grund af sygdom eller arrangementer andetsteds, så det var klart, at deltagerantallet ville falde lidt. Vejret ved arrangementet var fint med en næsten skyfri himmel og temperaturer nærmere frysepunktet, end vi længe havde været vidne til. En let brise var med til at gøre aftenen ekstra kold, og man kunne kun holde varmen, så længe man var i løb. Efter løbet var det derfor med at få bilerne fyldt og komme hurtigt tilbage i klubhusets varme.
Aftenens store samtaleemne var post 56 – placeret på en lille høj; en post som banelæggeren ikke fik den helt store ros for! Her havde mange store problemer, og efterfølgende må aftenens banelægger erkende, at det tætte bøgepur rundt om posten nok ikke gjorde den velegnet som en post til et natløb. Der er ellers gjort meget ud af ikke at bruge nogle mere eller mindre diffuse postplaceringer – men her svigtede kontrollen en smule, da området omkring postplaceringen i dagslys virkede tilforladeligt. Da en enkelt af banerne startede ud med denne post og nogle af løberne brugte over 10 minutter på posten (mens andre slet ikke fandt den), fik den afgørende betydning for aftenens resultat – hvilket naturligvis skal undskyldes!

Ellers fik Niels Lund en af aftenens store oplevelser: En større mængde af ørreder, i spisestørrelse forstås, i bækken kort efter start – og en grævling på vej mod sit hul ved post to. Disse store naturoplevelser slog ham så meget ud af kurs, at han efterfølgende måtte opgive at fuldføre løbet!

I flere af årets klasser tegner der sig allerede efter 2 løb et billede af, hvem der kan løbe med den endelige sejr i flere af klasserne:
I H12, H16, H24, H50, D24 og D40 kunne vi således udråbe de samme vindere som ved sidste uges løb i Åbjergskoven.
Mere åbent er det i H25, hvor vi kan imødese en spændende konkurrence, og hvor mindst 4 løbere i længden kan løbe med om den samlede sejr.
På nuværende tidspunkt mangler der stadig 4 løb, og vil man gøre sig gældende i den gennemgående konkurrence, har man kun 2 løb at smide væk i det samlede regnskab (eller sagt på en anden måde: man kan tillade sig at være fraværende 2 gange). Derfor er det i næste uge i Ustrup Bjerge sidste udkald, hvis man mener, at man kan slå nogle af de løbere, der har været til start de første gange.

Kortet Ustrup Bjerge er lige modtaget fra rentegning, og jeg står med et helt nyrekognosceret kort i hænderne. Så det bliver med andre ord som at komme ud at løbe i jomfrueligt terræn for de løbere, der agter at deltage i tredje afdeling.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *