Boller Nederskov – 3. afdeling, 2009-10

Med afviklingen af aftenens afdeling af NightChamp i Boller Nederskov, er vi kommet til vejs ende med den halvdel af serien, der løber af stabelen i november. Valget af Boller Nederskov var meget bevidst af én åbenlys årsag, nemlig at der ikke har været løbet o-løb i skoven i knap 35 år. Det har betydet, at ingen kendte skoven – heller ikke lokalkendte løbere. Godt nok afviklede Horsens OK klubmesterskab i skoven i september måned, men de erfaringer, man fik med skoven ved den lejlighed, kunne slet ikke bruges, når ”den store pære” ikke var tændt (se blot resultatlisten fra aftenens løb). Og som natskov var der tale om et super terræn, der nok på kortet virkede nemmere, end det var. Det er således mit indtryk, at de startende løbere fik udfordringer nok!

De seneste ugers megen regn betød, at skoven var pløret og tung at løbe i, men vi var da heldige med at kunne afvikle løbet i tørvejr på en aften med temperaturer over 8-9 grader. Helt mildt i vejret og noget nær optimalt stævnevejr, årstiden taget i betragtning.
Antallet af løbere i skoven var tilfredsstillende, idet vi med tallet 56 havde en tangering af deltagerrekorden fra sidste uge. Vi må så se, om denne rekord skal slås i februar – i uge 6 – når serien genoptages efter julepausen, og når der kan blive tale om en fortræning til Natugleserien i Nordkredsen og ikke mindst DM Nat i Grenå Plantage.

Aftenens løb bragte ikke nogen afklaring om, hvem der vil slutte som samlede vindere i de forskellige klasser – alene af den grund, at der i det samlede regnskab er tale om 4 bedste resultater i 6 løb. Alligevel ser D40 og H14 klasserne ud til at få henholdsvis Berit Thyssen og Viktor Gammeljord som vindere, idet de som de eneste løbere står noteret for sejre i alle de 3 afviklede afdelinger i deres klasser.
Meget mere åbent og spændende er det imidlertid i klasserne H50 og D24, der begge har tre forskellige vindere af de tre afviklede afdelinger! Især i H50 er konkurrencen fuldstændig åben og uforudsigelig. Her har løbere fra Gorm, Jelling, de sidste gange sat nye standarder!
I H25 har René Rokkjær taget alvorlig revanche efter sit fejlklik på 1. etape; René har således vundet både 2. og 3. afdeling – begge gange foran Troels Nielsen.
I H16 var Silas tilbage på sporet efter sin sygdom i sidste uge. Silas vandt således 3. afdeling foran Nicklas Mønster, der tilsyneladende bare bliver bedre og bedre fra løb til løb.
I H12 fik Oskar Emil Sørensen sin anden sejr og står nu med gode kort i den gennemgående konkurrence. Oskar stiftede bekendtskab med o-løb ved årets bymesterskab for skoler og har siden da været interesseret i at løbe med kort og kompas – og han har evner for det!
Endelig er det værd at bemærke, at vores skadede junioreliteløber, Camilla Søgaard, tilsyneladende er ved at være sin knæskade kvit. Camilla var således for anden uge på deltagerlisten – denne gang for at fuldføre og vinde sin bane, Åben 1, suverænt med 10 minutter.

Som sagt ligger NightChamp-serien nu stille i de næste måneder. Næste løb bliver i uge 6, ugen før vinterferien, hvor vi igen skal til den lille skræntskov ”Ustrup” ved Purhøj vest for Bjerre. Herefter følger i ugerne 8 og 9 de sidste to afdelinger i Ussinggaard og Hansted – for begges vedkommende på kort, der er helt nytegnede til lejligheden.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *