Silkeborg Vesterskov – 1. afdeling, 2013-14

Efter sidste uges tyvstart på dette års NightChamp-serie glædede jeg mig til, at jeg her til aften kunne præsentere deltagerne for en del af Silkeborg Vesterskov, hvor de færreste får lov til at løbe, når der er løb i denne skov, nemlig i den vestligste del af skoven, der ligger omkring Gjessøvej og som er endog meget kuperet – ikke mindst den sydligste del. Det har været noget udfordrende at lave banerne, der skulle ligge ikke for langt fra de begrænsede parkeringsmuligheder og samtidig skulle kringles rundt om et par forbudte områder. Noget, som jeg selv synes, lykkedes ret godt. Fra parkeringen var der små 800 meter til start – hvis man fulgte den afmærkede rute, men en del løbere valgte den 100 meter kortere og noget farligere vej ad Gjessøvej!!! På grund af skovens beskaffenhed (læs: de stejle bakker) nøjedes vi ved denne etape med en mellemdistance, men ikke ret mange af deltagerne brokkede sig ikke særlig højlydt over dette. De havde nemlig svært ved at se på deres løbstid, at de blot havde været ude på en mellemlang bane!

Da dette løb foregik i en af Silkeborg OK’s skove, stod den denne gang på EMIT-brikker samt hjælp med posterne fra den sædvanlige hjælper fra Silkeborg OK, Erik Bobach. Lige som ved sidste uges prolog havde vejrguderne også denne aften begunstiget os med mildt vejr i form af temperaturer på 6-7 grader, hvilket jo ellers er noget utypisk for en aften i november. Da det ligeledes holdt tørvejr, var det en fair skov, bakkerne undtaget, der blev stillet løberne i udsigt. Den eneste, der virkelig kunne mærke en forskel fra sidste uge, var undertegnede, der her til aften skulle vente på løberne udendørs i stedet for at sidde inde i et varmt klubhus, men det bliver jo også betingelserne fremover!
Og endnu engang kunne vi – med aftenens løb – konstatere, at der var god opbakning til løbene i NightChamp-serien, idet 136 af de 146 tilmeldte løbere fik sig en tur i skoven. Og ganske som forudset var det de færreste, der kunne løbe deres bane hurtigere end sidste uge i Marselisborg, selv om banerne var afkortet 20 % i dagens anledning. Flere løbere kunne i mål melde, at de var godt brugte, og især deltagere, der ligeledes havde deltaget i gårsdagens afsluttende etape i Nordkredsens Natravnserie, kunne mærke syren i benene.

Ikke alt ved stævnet gik gnidningsfrit denne aften. Erik Bobach kunne således, da jeg ankom til målpladsen før løbet, meddele mig, at en af posterne godt nok stod rigtigt efter kortet – men desværre var tildelt en forkert definition; en udløber i stedet for en slugt. En dårlig start på aftenen, og det betød desværre, at et par løbere småbommede posten. Heldigvis var der en del løbere, der ikke læste definitionen, og de havde ingen problemer…

Det største problem for mig var, at ikke mindre end 8 løbere løb med forkerte briknumre. Flere havde fået en forkert brik med til start, og flere tog forkerte brikker i klubposerne ved start. Dette betød, at softwaren ikke kunne genkende briknumrene, da løberne stemplede ind, og at brikkerne skulle gemmes på reservepladser i systemet. Dette er ikke noget problem, når det blot er en enkelt løber, det drejer sig om, men når man pludselig står med 8 reservepladser, der på grund af ”put and run” ikke har starttider, ja, så bliver det rigtig svært at identificere, hvem der er hvem – især da flere af løberne havde løbet den samme bane! Når man så samtidig skal diskutere med løberne, hvorfor jeg ikke kan sige, om de er godkendt, mens andre ikke kan forstå, at de mangler kvittering fra en post, for ”de har jo været der”, så bliver jeg bragt lidt ud af fatning, og så er det, at der opstår muligheder for fejl. Jeg skal skynde mig at tilføje, at der faktisk var 4 løbere, der – som det stod skrevet i instruktionen – henvendte sig i mål før start for at få ændret briknummer. Stor tak til de 4!
Også en stor tak til Anders Harfot, der hjalp ved at bringe en brik fra mål tilbage til starten!

Ud over frustrationen over at der blev løbet med forkerte brikker, var det selvfølgelig også uheldigt, at 2 brikker var døde og ikke kunne aflæses i mål (heldigvis ikke min fejl, men ærgerligt for de implicerede), og at 3 løbere havde taget en forkert bane, og at der (som konsekvens af dette) manglede kort på to af banerne for de sidst startende løbere. Dette sidste blev elegant reddet af min søn i starten, Silas, der 2 gange kørte fra start til mål for at hente ekstra kort fra løbere, der allerede var kommet i mål og som velvilligt donerede deres kort til de ventende løbere.

Sluttelig skal det nævnes, det vi i denne uge havde været noget uheldige med banepåtrykket. Da jeg modtog kortene fra tryk tirsdag aften, kunne jeg sammen med grafikeren konstatere, at banepåtrykket var af en noget anden kvalitet, end vi har været vant til. Stregerne fremstod lidt svagere og postnumrene ligeså. Postnumrene stod ligeledes med en anden, knap så tydelig font. Ingen af os kunne forklare, hvad der var sket, men kun gisne om, at der var tale om et it-problem, vi ikke var vant til, idet jeg ikke selv havde fremsendt banerne til tryk denne gang. Nu var gode dyr rådne: Skulle jeg kassere alle kortene (150 stk) og få trykt et nyt oplag på baggrund af den condesfil jeg lå inde med, hvilket ville være en noget dyr løsning – eller skulle jeg acceptere kortene? Jeg har jo selv præsteret at løbe (også natløb) på kort af betydelig dårligere kvalitet. Derfor valgte jeg det sidste, velvidende at der sikkert ville være løbere, der ikke ville undlade at gøre mig opmærksom på fejlen. Det viste sig, at 5-6 løbere til mig har givet udtryk for, at banepåtrykket var dårligere, end de var vant til ved NightChamp – mens en enkelt løber faktisk har syntes bedre om denne uges påtryk.
For de løbere, der har været ude at løbe her til aften, er der mulighed for at sammenligne løbskortet med den version (i sædvanlig NighChamp-kvalitet), der ligger på løbets hjemmeside.

Alt i alt kunne vi endnu engang melde om en hurtig afvikling af stævnet, hvor sidste mand kunne stemple ind kl. 20:40:41, og jeg kunne forlade skoven, hvis det da ikke lige var, at softwaren meldte, at der stadigvæk var en løber i skoven. Altså: vente, vente, vente. Kunne sidste mand være kommet til skade – og skulle vi ud at lede? Efter knap en times venten, hvor jeg havde ladet familien køre hjem i den anden bil, undersøgte jeg de P-pladser, der havde været anvendt og tog kontakt til venner, der kunne tjekke, om den manglende løber var hjemme. Det viste sig, at løberen var sikkert i hus, men havde stemplet ind, mens der var problemer med ukendte brikker – og derfor ikke var blevet registreret i systemet. Godt at der ikke var sket ham noget, men ærgerligt at vente, mens jeg efterhånden begyndte at fryse tæerne, da jeg stod alene i natten og ventede…

Det viste sig desværre, at en af posterne i skoven var periodevis ramt af defekt – og derfor ikke altid virkede. Dette berørte en del løbere, der først blev disket med manglende stempling på denne post. Efterfølgende har jeg godkendt alle løbere, der manglede kvittering fra denne post og estimeret deres tid på posten. Beklager…
(Og nej: Der var ikke andre poster, der var defekte eller periodevis ude af drift!)

Efter aftenens løb begynder der i nogle af klasserne at tegne sig et billede af, hvem der kan gå hen at løbe med den samlede sejr. I 5 af klasserne har vi således den samme vinder i begge de første afdelinger, og hvis de dygtige løbere kan holde stilen fremover, siger det sig selv, hvor det bærer hen ad i de klasser. De omtalte klasser er: D12 (Nanna Lysemose Poulsen, Silkeborg), D21 (Emma Klingenberg, Faaborg), D50 (Anette Lund, GORM), H21 (René Rokkjær, PAN) og H50 (Kent Lodberg, PAN).
I de andre klasser er det helt uoverskueligt, mens det i et par klasser kunne tyde på, at der virkelig bliver kamp om det! Men det kan være, at vi er blevet meget klogere efter den næste afdeling på torsdag.

En tak til hjælperne
Endelig skal det lyde en stor tak til Erik Bobach, der denne gang sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt – samt at de blev indsamlet efter løbet. Endvidere tak til min søn Silas og kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.

Ved næste uges afdeling i Hansted Skov umiddelbart nord for Horsens, er vi igen tilbage til Sport Ident som kontrolsystem, ligesom løberne igen får lov til at løbe de normale distancer. Hansted er en forholdsvis lille skov, der ikke så ofte anvendes til åbne løb, og derfor vil løberne på de svære baner blive udsat for mange butterflies og diamanter, hvor man virkelig skal holde styr på, hvor langt, man er nået. Forhåbentlig vil løberne synes, at det er spændende med en noget anden form for orientering.

Vi ses i skoven

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *