Gjern Bakker – 4. afdeling, 2013-14

Efter en pause på godt en måned kunne vi – her den første torsdag i februar – afvikle den 4. afdeling i vinterens NightChamp-serie, og til det havde vi valgt noget af en lækkerbisken, Gjern Bakker nordøst for Silkeborg. Forarbejdet til løbet har været mere omfattende, end det ellers er tilfældet med løbene i serien, idet der for en stor del af løbsområdet er tale om privat skov. Samtidig var der sket en række ændringer i terrænet, siden der sidst har været afviklet løb i bakkerne, så forarbejdet involverede således også en kritisk gennemgang af kortet. I hele forarbejdet i forbindelse med løbet har jeg trukket store veksler på Frank Linde, der har været en uvurderlig hjælp især ude i skoven. Frank har stået for at få skovtilladelserne på plads blandt de mange private lodsejere, der generelt har været positivt stemt og gjort løbet muligt i dette unikke terræn. Dernæst har han rekognosceret flere gange i skoven og skabt et kort, hvor de sidste ændringer er lavet i januar – for mindre end en måned siden. Endelig har Frank virket som banekontrol og set med kritiske øjne på baneforløbet, ligesom han er kommet med konstruktive forslag til ændringer af nogle af banerne. Det er også Franks fortjeneste, at vi kunne anvende marken midt i skoven til parkering og stævneplads. Alt i alt en stor tak til Frank Linde for den uvurderlige hjælp, han har ydet forud for aftenens løb.

Efter en periode, hvor vintervejret ikke rigtig kunne få tag i Danmark, faldt temperaturerne drastisk i forrige uge, og vinterens første sne faldt over landet, hvilket skabte store problemer for bl.a. trafikken. Ikke lovende set med en arrangørs øjne, idet det kunne skabe problemer på det logistiske plan. Imidlertid holdt vinteren kun godt en uges tid, og i sidste weekend slog temperaturerne igen om i plus, så en stor del af sneen forsvandt lige så pludseligt som den var kommet. Derfor kunne vi afvikle aftenens løb i et stort set snefrit område, endda i temperaturer på den rigtige side af nul. Kun et enkelt sted ude i terrænet kunne man se spor af sne, mens man kæmpede med bakkerne i 5-6 graders varme. Lidt væde var der dog i luften denne aften, og i perioder generede en let støvregn både løbere og arrangører.

For de fleste af deltagerne viste Gjern Bakker sig nøjagtig så svære og krævende som forventet. De sorte og blå (svære) baner (bane 1-5) havde mindst én sløjfe i området omkring Store Troldhøj, hvor man var tvunget til at holde tungen lige i munden og få læst kurvebilledet rigtigt; området er stort set uden stier og andre lineære genstande og vanskeligt at læse i mørket på grund af den spredte bevoksning. Her skal jeg – i en parentes bemærket – glæde mig over, at postudsætningen var varetaget af så erfarne løbere som Henrik Markvardsen og Thomas Hjerrild; det er ikke enhver beskåret at få anbragt posterne rigtig i kurverne – heller ikke i dagslyset. Selv om banerne ved aftenens løb var afkortet med 20 %, var det ikke noget, man kunne aflæse i løbstiderne – dertil gav terrænets beskaffenhed løberne nok udfordringer. Ikke blot på det o-tekniske felt var løberne kraftigt udfordret, men der blev også stillet store krav til fysikken i et terræn, hvor 5 meter kurverne lå tæt. Alt i alt var der tale om trætte og hårdt prøvede løbere, der stred sig i mål efter aftenens strabadser.

På trods af at mange (også løbere) bruger uge 6 til vinterferie og derfor naturligvis ikke var til start ved aftenens NightChamp-afdeling, kunne vi endnu engang notere os over 140 tilmeldte løbere. Denne gang havde 143 løbere meldt deres ankomst – og de 132 kom også i skoven. I virkeligheden er dette tal meget tilfredsstillende, når man tager i betragtning, at en del – ellers trofaste løbere til løbene – hellere ville have brædder under fødderne i denne uge. Og når andre af de sædvanlige deltagere hellere ville deltage i PANs stafettræning, der afvikledes parallelt med løbet – på samme poster. Imidlertid trak det i positiv retning, at linjeholdet i orientering fra HNIE deltog i løbet.

Aftenens paniske lavpunkt indtraf, da den pc, jeg brugte til afvikling af løbet, midtvejs valgte at stå helt af – at gå død – midt under aflæsningen af brikker. Sveden sprang frem på panden, da jeg måtte sande, at eneste løsning var bryde systemet ned og genstarte pc’en med håb om, at ingen data gik tabt ved denne noget hårdhændede behandling. Jeg så lige i ånden, at databasen med de resultater, der var indlæst indtil da, var ødelagt, og at hele aftenens arbejde var spildt. Det var derfor med bævende hjerte, at jeg – inden jeg kørte hjem mod Vejle – lavede en foreløbig udskrift af resultatet og kunne konstatere, at alt heldigvis var i den skønneste orden. Hvad årsagen til nedbruddet kunne være, kan jeg kun gisne om, men jeg har en formodning om, at der var kommet vand fra den lette støvregn ind i systemet.
I øvrigt kunne jeg kl. 20:45 konstatere, at alle løbere var i mål, og jeg kunne derfor være hjemme igen før kl. 22 – og smide resultaterne på nettet.

Lad os slutte af med lige at kaste et blik på stillingen i de forskellige klasser efter afviklingen af 5 af de 7 afdelinger (prologen medtaget). Som bekendt konkurreres der i 17 klasser, og efter aftenens løb, er vi nu i stand til at kåre vinderen i 5 af klasserne. I den yngste pigeklasse, D12, står det fast, at Nanna Lysemose Poulsen, Silkeborg OK, er samlet vinder – uden at løbe aftenens løb. Derudover står følgende vindere fast: Nina Najbjerg, OK Gorm (D20), Anette Lund, OK Gorm (D50), René Rokkjær, OK Pan (H21), Kent Lodberg, OK Pan (H50). Her er det måske især bemærkelsesværdigt, at René for femte år i træk vinder H21-klassen, selv om han i år faktisk kunne stille op i H40. Men det er vel næppe interessant nok for René at stille op i en klasse, der løber så ”kort”!

I andre klasser tegner der sig et meget mudret billede – kig selv filen med den samlede stilling igennem. I f.eks. H60-klassen er der stor kamp om den endelige sejr, og før de sidste to afdelinger er der stadigvæk 9 løbere, der kan løbe med sejren!

Tak til de erfarne hjælpere
Til slut skal der lyde en stor tak til Henrik Markvardsen og Thomas Hjerrild, der ligeledes denne gang sørgede for, at alle posterne stod fair og rigtigt – samt til John Holm og René Rokkjær, der fungerede indsamlere efter løbet. Endvidere stor tak til mine sønner, Silas og Hjalte, for deres kvalificerede hjælp med afviklingen af starten. De to havde som vanligt styr på det hele og styrede startproceduren med hård og kyndig hånd.

Næste uge bliver uden NightChamp, der holder pause i uge 7, hvor jeg selv har tænkt mig at koble fra med lidt ferie i syden. Derfor er banerne til de sidste to afdelinger i hhv. Silkeborg Nordskov (20. februar) og Sukkertoppen (27. februar) i skrivende stund helt på plads, ligesom der er lavet aftaler om postudsætning mm.

Vi ses i skoven den 20. februar i Silkeborg.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *