Marselisborg Storskov – Prologen, 2015-16

Velkommen til en ny sæson NightChamp!
Så er vi i gang igen – for 12. gang! Torsdag aften blev denne vinters NightChamp-serie skudt i gang i det øst/midt-jyske område, og det skete som de sidste to år med en prolog afviklet med ”stævnecenter” i PANs klubhus, Silistria. Og naturligvis tæller prologen også i år med i den gennemgående konkurrence, så der var noget at løbe efter for de mange deltagere på startlisten. Ikke mindre end 156 startende løbere var i skoven ved aftenens prolog – og dermed faldt årets første rekord, nemlig for antallet af deltagere i en prolog. For to år siden var der 123 løbere i skoven, hvilket indtil her til aften var rekord.

Gennem de seneste måneder har jeg været i gang med at arrangere især de første 4 af denne vinters 7 løb, idet man nu om dage skal være tidligt ude for at kunne komme i de skove, man gerne vil have på programmet. Der er søgt løbstilladelser, truffet aftaler med hjælpere, fundet egnede stævnepladser med mulighed for parkering af (efterhånden) temmelig mange biler, og jeg har været i skovene rigtig mange gange for at finde egnede og interessante postplaceringer og testet finurlige vejvalg. Alt i alt et arbejde, der har røvet en hel del af min fritid – og alt sammen for at kunne give den kræsne orienterer nogle gode oplevelser i skovene. Og så var jeg alligevel ude for at måtte flytte den sidste etape her i november, idet jeg havde nogle problemer med at få de nødvendige tilladelse i hus i så god tid, at jeg kunne være ordentlig forberedt. Derfor afvikles 3. etape, den 26. november, i Skablund Skov nord for Horsens Fjord i stedet for Gjern Plantage, og banelægningen til dette løb er nu ved at være tilendebragt.
Ydermere er mine forberedelser af november måneds fire løb blevet forstyrret noget af, at jeg igen i år havde valgt at holde forlænget efterårsferie – denne gang i Indien, og først var tilbage under danske himmelstrøg godt en uge før prologen. Så sideløbende med de sidste forberedelser til aftenens løb skulle jeg kæmpe med et fyldt skrivebord på min arbejdsplads, der blot ventede på, at jeg igen kunne tage fra. Af samme grund havde jeg i år været endog meget tidligt ude med at træffe aftaler og ikke mindst at få banerne gjort færdige.

Det var en mørk og tåget aften…
Efter de mange forberedelser gjorde jeg sammen med min familie klar til at drage mod Aarhus her sidst på eftermiddagen, og efter en formiddag med fint vejr på Vejlekanten, begyndte det så småt at støvregne, mens vi sad i bilerne på vej nordpå. Selvom der var 165 løbere tilmeldt aftenens løb så jeg i ånden, at dette antal ville blive noget reduceret på grund af regnen, og det blev da ikke bedre, da det satte ind med piskende regn, mens vi satte starten op. Godt nok sagde termometret 12 grader, men det er vel ikke lykken at løbe rundt i regnvejr midt om natten?
Imidlertid ophørte regnvejret allerede før første start, men det blev erstattet af en tæt tåge, der tog til i løbet af aftenen og generede mange af løberne, idet den nedsatte sigtbarheden, og selv stærke pandelamper lyste bare en tæt og ugennemsigtig grød op. Derfor blev det til en række større og mindre bom i de timer, løbet varede. Selv løbere, der træner ofte i skoven, tabte flere gange retningen og havde svært ved at læse sig ind igen. Men det er jo bare charmen ved et løbe i en kendt skov på ukendte betingelser.

Flot fremmøde
NightChamp er kendt som et stævne, hvor man roligt kan sende nybegyndere, børn og unge uerfarne løbere i skoven, så de kan få erfaringer i nattens mørke. Først og fremmest får jeg mange positive tilbagemeldinger om banernes sværhedsgrad og længde, men derudover er der mange løbere i skoven på et ret begrænset område, så man kan næsten altid se lys et eller andet sted i mørket, og man føler sig aldrig alene. Jeg er naturligvis glad for de mange positive kommentarer, jeg får på kvaliteten af banerne, og selv om det er meget tidskrævende at lave løb uge efter uge, hvor kvaliteten (helst) skal være i top, og selv om jeg næsten hvert år truer med, at ”det var så den sidste gang, jeg ville bruge så megen tid på at arrangere natløb”, så er jeg alligevel blevet klogere, når jeg har sundet mig lidt og vinterens strabadser er kommet lidt på afstand. Og det flotte fremmøde viser vel bare, at der er behov for et NightChamp?
Således var der med de mange deltagere også i år indikeret en skarp konkurrence i flere af klasserne, og mange gode natløbere, herunder flere ”landsholdspensionister” var på startlisten. Endvidere var der deltagelse af løberne fra TVO, Team Vejle Orientering, og TC Midtjylland.

Aftenens uheldige oplevelser
Denne aftens afdeling blev afviklet stort set uden nævneværdige fejl – og dog. En enkelt af posterne – post 51 – valgte at køre sit eget løb aftenen igennem: snart virkede den og sekunder efter strejkede den. Det betød, at flere løbere forsøgte at stemple posten flere gange uden held, mens andre løbere, der stemplede umiddelbart før (eller efter), ikke oplevede de samme problemer. Da meldingerne i mål var de samme, blev alle løbere, der skulle have posten, naturligvis efterfølgende godkendt. Og nej: den samme fejl blev ikke konstateret for andre posters vedkommende!
Da klokken slog et kvarter over 20 manglede vi blot to løbere, så postindsamlerne stod glade og trippede: nu var der endelig en aften, hvor de kunne komme tidligt hjem! Men nej; tiden gik og ingen dukkede op fra mørket. Det viste sig, at den ene løber blot var gået hjem uden at stemple ud, mens den anden havde store problemer i mørket og først dukkede op i mål kl. 21:22 – længe efter at posterne skulle have været i hus. Godt at se, at han kom godt og uskadt igennem banen, men lad mig her opfordre til, at man starter lidt tidligere, så både vi som arrangører og postindsamlerne kan komme tidligere hjem. Ved de kommende løb, hvor vi ikke kan varme os i et varmt klubhus, mens vi venter på løberne, vil postindsamlingen starte kl. 21, og man vil blive registreret ”Over Maxtid”, hvis man er i mål senere end kl. 21.00.

For et mere deltaljeret indblik i, hvordan det gik i de enkelte klasser, henviser jeg til resultatlisten, og jeg kan blot konstatere, at det i flere af klasserne blev til ganske sikre sejre til flere af favoritterne. Samtidig kan jeg konstatere, at der også i år er mange deltagere i ungdomsklasserne – samt at der er en markant overvægt af løbere af hankøn. Det kniber åbenbart med at få ”det svage køn” lokket hjemmefra til natlige udfordringer i naturen?

Tak, tak, tak
En stor tak til Henrik Markvardsen, der fungerede som banekontrol samt postudsætter, der sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt til mine sønner Hjalte og Silas og min kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og ligeledes en tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Silkeborgs bakker, idet stævnet afvikles i Silkeborg Sønderskov mellem Virklund og HNIE, Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole.
Stævnepladsen er den samme som sidst, der blev afviklet en afdeling af NightChamp i skoven (november 2010), og også parkeringen findes samme sted som dengang.

Vi ses i skoven!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *