Boller Nederskov – 3. afdeling, 2017-18

Med aftenens afvikling af 3. etape af denne sæsons NightChamp er vi nu kommet igennem endnu en november måneds natløb – og endnu engang har vi som team bag løbene overlevet ikke mindst regn og rusk samt deraf følgende problemer med parkering (i Hastrup) og generelt svigtende helbred. Ydermere har vi i år været en anelse presset af, at drengene nu er så store, at der også lige er noget arbejde, der skal passes ind. Men vi har da formået at sende løberne af sted på nogle oplevelser i aftenens mørke – og ikke mindst at vente på dem i mål. Det, der gør hele arbejdet værd, er, at vi har endnu igen i den forløbne måned har oplevet en pæn tilstrømning af natløbere til vores lille arrangement, hvilket da også gør , at vi “gider blive ved”.
Der er temmelig meget, der skal tænkes på, når man binder an med at lave et orienteringsløb – og derfor også meget, der kan gå galt i planlægningen eller udførelsen. Således havde jeg en enkelt gang – for 10 år siden – glemt alle løbskortene i Vejle, så det rider mig hver uge i november som en mare, om jeg nu også har husket på alt – fra pc med softwaren sat rigtig op til kort, definitioner, lys og brikker. Og så er der ydermere ting, der er ude af vores hænder, nemlig om der – som det af og til sker – er nogle poster, der står af eller ikke virker efter hensigten.

En fin aften efter et hektisk forarbejde i skoven 
Ved aftenens løb var der stævneplads ved Boller Slot – med kantparkering på Boller Slotsvej og 800-1000 meter til start. Som sædvanlig havde jeg allieret mig med Hans Christiansen og Henrik Markvardsen, der skulle sørge for postudsætningen, for med Henrik på holdet er der ikke mange indsigelser mod placeringen af posterne! Desværre kunne jeg onsdag aften modtage en nedslående besked fra Henrik: Ved tirsdagens træning havde han fået foden i en rod og var faldet på en så uheldig måde, at det gik ud over ryggen – og det var kun med store smerter, at han kunne holde sig oprejst. Derfor gruede han for postudsætningen og ikke mindst at skulle springe over de mange grøfter undervejs – noget der var helt umuligt for ham! Derfor havde han også både en plan B, C og D for arbejdet i skoven, ligesom jeg tilbød at prøve at komme lidt tidligere i skoven og hjælpe, hvis det skulle blive umuligt for ham at bevæge sig rundt. Posterne kom dog i skoven i løbet af torsdag formiddag og jeg fik en klarmelding fra en noget kvæstet Henrik først på eftermiddagen. En meget stor tak herfra til postudsætterne – uden dem ingen løb!
I løbet af eftermiddagen fik vi – for tredje torsdag i streg – en regnvejrsfront ind over landet, og det regnede, og det regnede, og det regnede hele eftermiddagen. I modsætning til for en uge siden i Hastrup holdt regnen dog helt op, lige før de første løbere skulle i skoven, og ingen skulle kæmpe med andre udfordringer end dem, som terrænet kunne byde på. Og med en temperatur på 8-9 grader, var det egentlig fint løbevejr efter årstiden. Den seneste tids regn gjorde dog skoven tung at løbe i, og underlaget trak kræfterne ud af mange af deltagerne!

Lidt om aftenens udfordringer på kort og poster 
Som man har kunnet læse på kortet, var det nyrevideret hen over foråret – og bl.a. af denne grund havde jeg valgt at bruge skoven i år i stedet for sidste år. Med et helt opdateret kort ville oplevelsen for deltagerne – alt andet lige – blive noget bedre, og jeg synes principielt, at kun nye og opdaterede kort egner sig til natløb, hvor man ofte er afhængig af, at kortet passer. Med udgangspunkt i de baner, jeg allerede havde i støbeskeen sidste år, havde jeg derfor kreeret nye baner til aftenens løb – som altid først på skrivebordet – og derefter taget flere ture i skoven for at justere postplaceringer, således at man kan regne med det, der skal orienteres efter for at komme frem til posten.
Banerne til aftenens løb var færdige lige før efterårsferien, og så var det bare en ekstra tur i skoven i søndags for at tage de endelige beslutninger om posterne. Der kunne jo være sket ændringer i terrænet på grund af vejret – og de værste våde områder, pga. af den megen regn hen over efteråret, skulle jo helst undgås (jf. løbet i Gludsted sidste år). Ved den sidste gennemgang besluttede jeg så at flytte 5-6 poster på grund af kortets manglende skarphed, hvor posterne var placeret.
I øvrigt spillede alle poster med, og ingen af dem valgte at stå af hen over aftenen. At så uret stod forkert i to af posterne (post 33 og 61) er en anden sag – og i øvrigt ikke noget der betød noget for løbernes tider. Kun på stræktiderne kan man se nogle mærkelige tider ved netop disse to poster.
I øvrigt var kommentarerne fra løberne, at de fleste var udfordrede i det tunge terræn. Endvidere var post 71 meget svag i refleksen (hermed videregivet til de ansvarlige i Ok Pan). Og flere mente, at jeg godt kunne have ladet være med at lægge så mange grene i bunden, ligesom nogen mente, at det var min skyld, at skoven var så våd.
Og nej – så megen magt har jeg da heller ikke!

Status på stillingerne i de enkelte klasser efter etaperne i november
Nu hvor vi kan gå på julepause, kan vi godt danne os et overblik over, hvordan tendenserne er i de enkelte klasser. I hvilke klasser er der et tydeligt billede, der tegner sig – og hvor ser det mere mudret ud? Lad os derfor se på de klasser, hvor en afgørelse er under opsejling – og de klasser, hvor alt er helt åbent.
Først og fremmest er løbet næsten kørt i 5 af klasserne, hvor alle de fire første afdelinger har haft samme løber øverst på resultatlisten. Det drejer sig om klasserne D20 (Hedvig Gydesen), D21 (Caroline Gjøtterup), D40 (Pernille Buch), H12 (Frederik Bøje) og H60 (Keld Gade). I disse klasser vil blot en enkelt sejr i februars 3 etaper udløse den samlede klassesejr.
Ud over disse 5 klasser har jeg følgende bemærkninger til tendenserne:
I D12 tegner det til, at Anna Bo Kælbk, vil løbe med sejren. Anna har vundet de tre afdelinger, hun har deltaget i, og hun mangler blot én sejr i de sidste 3 afdelinger for at blive klassevinder.
I D14 tyder det på en duel om sejren mellem Theresa Skouboe, Horsens, og Anna Nykjær, Pan. Lige nu fører Theresa i den indbyrdes dyst mellem de to – men kun fordi hun har én start mere end Anna. Klassen er dog stadigvæk så åben, at i alt 5 piger kan løbe med sejren!
I D16 lugter det af en sejr til Rebecca Thyssen, Horsens, der har vundet 3 af de første 4 afdelinger. Skulle Rebecca kikse i februar, så står en anden Horsensløber klar i kulissen, nemlig Elanor Henriksen.
I D50 er alt helt åbent, idet alle, der har løbet mindst to afdelinger, stadigvæk er i spil til den samlede sejr i klassen. Det bliver spændende af følge denne klasse, når vi vender tilbage i februar!
D60 er om muligt endnu mere åben end D50, idet samtlige deltagere i klassen har mulighed for at trække sig sejrrigt ud af denne vinters serie. Også her bliver det spændende at se, hvad der sker, når vi mødes i februar igen…
I H14 har tre løbere, Niels Dalgaard, Casper Blakskjær og Jonas Kokholm, vist så megen stabilitet, at det formodentlig er blandt disse tre, at den samlede vinder skal findes. Og den ligger nok mest til Niels, som kun har startet i tre afdelinger, mens de to andre har fire starter, og begge har et disket løb i deres bagage.
I H16 tyder alt på en spændende februar. Lige nu ligger Jacob Mikkelsen og Jonas Gabs side om side i spidsen, men i øvrigt kan samtlige løbere i H16 stadigvæk løbe med den samlede sejr, hvis løbene efter jul går deres vej.
I H20 er der kun en løber, Rasmus Rasmussen, der har point i de 4 første afdelinger – og som dermed fører klassen, men den holder næppe hjem til den samlede sejr. Bagved lurer stærke navne, bl.a. juniorlandsholdsløberen Andreas Bjørnsen, der har to sejre i sine 3 starter.
I H21 mangler vi i år de sidste 8 års vinder af klassen, René Rokkjær, der har stået over i denne november med en skadet skulder. Alligevel ser det i skrivende stund ud til, at vinderen også i år skal findes i Pan, idet Rasmus Djurhus har vundet 3 af de første fire afdelinger og blot mangler en sejr i en enkelt af etaperne i februar.
I H40 har har vi igen en klasse, hvor absolut intet er afgjort – og hele 25 løbere kan ende med at løbe med æren. Realistisk set er det dog nok kun blandt en håndfuld løbere, den endelige vinder skal findes. Ikke mindst Ebbe Møller Nielsen og Martin Busch kunne være gode bud på en vinder af klassen. Begge har vundet 2 af november måneds 4 afdelinger.
I H50 tyder det igen i år på et tæt opgør mellem Jess Rasmussen og Kent Lodberg, og det kan godt vise sig, at det igen i år er med få point, vinderen findes. Lige nu er det lidt uoverskueligt, fordi begge – ikke mindst Kent – kan kassere nogle ikke helt optimale resultater.
Også i H70 tyder det på en tæt afgørelse, idet flere løbere står med gode kort på hånden. Lige nu fører sidste års vinder, Max Hansen, men løbere som Hans Christian Striib og Flemming Nørgaard er ikke langt efter. Noget tyder også her på en spændende dyst i februar.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig igen, igen en stor tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der sørgede for ikke bare, at posterne kom i skoven, men også stod fair og rigtigt. Og takken er måske endnu større i denne uge – omstændighederne taget i betragtning!
Endnu engang tak til min familie, mine sønner Hjalte og Silas, Karoline og Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Netop Silas var lidt stresset, da han kom lige fra job på Sjælland – og trafikken torsdag eftermiddag er ikke, hvad den ellers har været. Endelig tak til postindsamlerne fra Ok Pan – denne gang var det den grå garde, der stod for opgaven: Kell, Ivan, Kent og John.

Nu står den så på pause indtil 1. februar, hvor turen går til jomfrueligt terræn ved Rosenholm Slot ved Hornslet – kendt fra “Jul på Slottet” med stævnecenter hvor Slotsvej krydser under jernbanen – vest for slottet – mere følger…
Pausen skal nu bruges til at få pustet lidt ud efter nogle hektiske uger og komme ovenpå igen. Der skal lige arbejdes med de sidste tilladelser, de sidste finpudsninger af banerne og – for både Rosenholms og Risskovs vedkommende – de sidste justeringer af kortet, hvor især Ivan Christensen har været den udfarende kraft.
Sluttelig en godt jul til jer alle med håbet om, at vi ses igen den 1. februar i skoven…

Vi ses i skoven!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *