Fløjstrup Skov Nord – 2. afdeling, 2018-19

Efter en kort tur vestover til Ry i sidste uge, var vi med aftenens løb tilbage på Aarhuskanten i noget af det bedste natterræn på vores kanter. Og endnu engang viste efteråret fra sin bedste side, idet vi for tredje uge i træk kunne byde på tørt og (efter årstiden) varmt vejr. Lækkert løbevejr! Dette trak denne gang 162 løbere ud af de varme stuer og en tur i skoven. Disse løbere oplevede en “underholdende” finesse, idet alle poster på de svære baner var placeret ved sten, og flere af deltagerne måtte kigge en ekstra gang på postdefinitionerne og trække på smilebåndet allerede inden starten. Der var i hvert fald ingen, der efter løbet beklagede sig over ikke at kunne huske postdefinitionerne. Ret tidligt i banelægningsprocessen fik jeg den fikse idé med kun at anvende sten som postplaceringer, idet man nemt – på grund af de mange sten i skoven –  kunne dreje udfordrende og spændende baner i Fløjstrup! Som sagt, så gjort. Og så gav det endda mange positive kommentarer fra en række af deltagerne; tak for det!
Og tak til Kell for dagens kommentar: Løbet var vist ikke gået i Stenløse 🙂

Hvor er posten?
Efter en prolog og en første afdeling uden tekniske udfordringer, oplevede vi denne gang  et løb, hvor vi som arrangører flere gange fik sved på panden. Egentlig var al forarbejdet gået forbilledligt – og som altid, når det var Henrik Markvardsen, der satte poster i skoven sammen med Hans Christiansen, så gik alt efter planen. Således kunne Henrik ved middagstid melde, at al udstyret var placeret, samt at der ikke var opstået uforudsete problemer i sidste øjeblik. Derfor var det bare at vente på løberne i mål – som sædvanlig. Første løber i mål, en løber på bane 6, kunne dog berette, at post 44 ikke var, hvor den skulle være: ved en tydelig sten nede på stranden, hvor der ellers næppe ville komme hverken skov- eller strandgæster forbi. Panik, panik. Havde løberen bare ikke fundet posten, var den fjernet eller bare ikke sat ud? Da de følgende løbere på bane 6 kom i mål med samme oplevelse, måtte posten jo mangle…
Det viste sig efterfølgende, at “en eller anden” havde fjernet posten og lagt den ind i skoven i nærheden af en af posterne på bane 7, og at første løber på denne bane havde været snarrådig nok til at tage posten med hjem. Herefter tak til Casper Blakskjær (talentfuld H14-løber), der tog posten under armen og satte den ud på sin oprindelige plads. En ekstra løbetur på godt to km. til ham!
Den manglende post gik ud over en enkelt løber på bane 1 samt alle deltagere på bane 6, men det tyder ikke på, at det afgørende betydning for resultatet af nogen af disse to baner.

Langt efterspil efter løbet
Som de sidste to uger gik afviklingen af aftenens løb meget hurtigt, og allerede 20:33 havde sidste løber stemplet målposten, og postindsamlerne kunne komme i skoven. Fantastisk dejligt, at både de mennesker, der står for arrangementet, og de, der har meldt sig som hjælpere, kan komme hjem til aftenkaffen, mens man endnu kan kalde det aften! Så vel ankommet til Vejle (for Claudias og mit vedkommende) og efter at have afleveret det lånte SI-udstyr i Horsens på vejen hjem, kunne jeg lægge resultater og baner på nettet. Og så ellers slappe lidt af, troede jeg. For nu begyndte det at tikke ind med mails og beskeder på Facebook: “Jeg tror, at kortet ikke er georefereret rigtigt, for mit spor passer ikke med postplaceringerne”.
Det korte af det lange her – og for ikke at trætte jer med lange tekniske forklaringer – er, at jeg måtte bruge resten af aftenen samt det meste af fredagen til at kommunikere med folk, der har forstand på den o-elektroniske, forunderlige verden, for at finde fejlen. Dette involverede både Finn Arrildsen (Condes), Flemming Nørgaard (kortkonsulent) og Chris Terkelsen (O-Track), og enden blev, at jeg måtte have nye kortfiler, som kunne danne basis for eksport af filen, der skulle bruges til trackingen. Tak til alle de tre nævnte personer, der hver på deres måde bidrog til løsning af problemet. Her ved aftentide fredag kunne jeg så lægge en ny fil over i O-Track, og de spor, der allerede var uploadet, gik desværre tabt. Derfor: Har I endnu jeres filer fra jeres løb, så vil jeg være glad, hvis I vil lægge dem op igen. Nu skulle det virke efter hensigten!
Og hvad har jeg så lært af episoden? Tja, en stor forskel på Livelox og O-Track er, at jeg ikke selv kan foretage georefereringen og (mig bekendt) heller ikke kan tjekke, om refereringen er korrekt i O-Track. Det ville være dejligt med denne mulighed…

Sidste kommentarer til afviklingen
Nu er der lukket og slukket efter et løb, der krævede mere end et døgns ekstraarbejde fra min side. Et løb, hvor der var flere uheldige sammenfald, startende med, at den naturlige vej til Moesgaard strand var spærret på grund af kommunens træfældning.
Herefter en post, der var blevet fjernet – noget vi har været forskånet for siden februar 2011 i Skanderborg Dyrehave.
Så problemerne med Trackingen, som jeg kan skrive side op og ned med.
Endelig et uheldigt sammenfald, hvor en af brikkerne blev brugt to gange og den første brugers data blev overskrevet. Også dette krævede lidt ekstra arbejde med at genskabe første løbers data. Det lykkedes! Heldigvis meldte den “ramte” løber sig selv, og alting kunne løses til alles tilfredshed.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til de trofaste postudsættere i Aarhusområdet, Henrik Markvardsen og Hans Christiansen. Som altid kompetent arbejde fra deres side og ydermere fungerede Henrik som banekontrol; også en stor tak for dette arbejde.
Tak til mine sparringsparter på kortsiden, først og fremmest Flemming Nørgaard.
Endvidere en tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans gode ven, den tidligere landsholdsløber Thor Nørskov, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – ingen nævnt, ingen glemt.

Med næste uges afdeling af serien bevæger vi os tættere på min bopæl i Vejle, idet det er Bjerre Skov, der står på tapetet. Parkering på Møgelkærvej, og start og mål på Bjerre Skovvej. Her kan vi være inden døre, hvis vi pakker os lidt sammen, idet vi har lejet Bjerge Naturskole til formålet. Det bliver samtidig den sidste afdeling i efteråret – og efter løbet holder vi en pause indtil uge 6, hvor vi tager hul på den sidste runde på 3 løb!

Vi ses i skoven!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *