Marselisborg Storskov – Prologen, 2019-20

Så er vi i gang igen…
1. torsdag i november måned – i år den 7. november – er det signal til natløb i Østjylland, og prologen i vinterens NightChamp-serie i skovene omkring OK PANs klubhus Silistria er som vanligt startskuddet til serien, der i denne vinter er på programmet for 16. sæson i træk.
Fra starten i 2005 til nu har stævnet udviklet sig fra et lille internt træningsløb i Horsens OK omkring klubbens klubhus, til et stævne, der i gennemsnit trækker ca. 150 løbere af huse. Konceptet har gennem alle årene dog været det samme: “Keep it simple”, med samme arrangør (stævneleder) og banelægger. Og altid med samme gruppe af folk – med få udskiftninger – til at stå for det praktiske på løbsaftenen.
Heldigvis har klubberne Silkeborg OK, Horsens OK og OK PAN støttet kraftigt op om arrangementet og har hjulpet til med nogle af de tidstunge opgaver, først og fremmest postudsættelse og indsamling af poster efter løbet. Blandt andet på grund af denne opbakning har vi som familie stadigvæk lysten til at arrangere på godt og ondt, i varmt og tørt, som i koldt og vådt vejr – uge efter uge…
Alt i alt kunne vi så denne aften stå som arrangører af NightChamp for 95. gang – og måske venter en milepæl senere på vinteren, hvem ved?
I øvrigt kunne vi byde på en behagelig løbsaften uden regn og rusk, men med 7 graders varme til de 157 løbere, der ville en tur i skoven. Og det holdt tørvejr under hele stævnet på trods af at det regnede i flere af byerne rundt omkring Aarhus.
De 157 startende løbere var i øvrigt rekorddeltagelse for en prolog; den tidligere rekord fra 2015-16 lød på 156 startende løbere…

Ting tager tid…
… og at arrangere en natløbsserie som NightChamp er ikke noget, man bare lige gør. Der er mange forberedelser, der skal gøres, og der er mange ting, der skal huskes. Især til prologen er der meget, der skal genopfriskes, og det hele er – i første omgang – ikke blevet lettere af, at vi siden sidste vinter har rykket teltpælene op og erstattet matriklen i Vejle med mindre plads i Aarhus. (Hvor er det nu al materiel til løbene er blevet stuvet hen?)
Og dette ved siden af det sædvanlige arbejde med skovtilladelser og kortfiler, aftaler om rekognoscering og opdatering af kort, tilladelser til løb, aftaler om hjælp og reservering af udstyr.
Og så – i ugerne op til prologen – de uforudsete ting, der også lige popper op, ikke mindst ændringer i O-Service siden sidste sæson samt en database, der brød ned, således at løbsprogrammet, jeg havde anvendt alle årene indtil nu (OE2003), måtte erstattes af MeOS, der i øvrigt er det mest anvendte i dag ude i klubberne.

Som i de seneste år har jeg været meget tidligt i gang med banelægningen og har rekognosceret i skovene med henblik på at finde gode vejvalg, gode postplaceringer og i det hele taget være lidt på forkant med planlægningen. Dette fordi vi (konen og jeg) igen i år har revet 14 dage ud af kalenderen i oktober måned for at nyde livet udenlands – i år på Madagaskar. Hvorom alt er, så skulle alle november måneds baner være på plads før miniferien.

Heldigvis har jeg også i dette efterår været begunstiget med meget kvalificerede hjælpere – i denne omgang Henrik Markvardsen, der har fungeret som både banekontrol og postudsætter, og Flemming Nørgaard, der har stået for opsætningen og georefereringen af kortet, samt PANs ungdomsafdeling, der stod for indsamlingen af posterne. Så stor tak til ovennævnte personer samt Hans Christiansen, der har fungeret som chauffør for Henrik og hjælper ved postudsætningen.
Endvidere stor tak til Erik Bobach, der står for banekontrollen og postudsætningen ved den sidste etape i november.

Lidt fra den tekniske side
O-Service

Som antydet ovenfor har optakten til denne sæson været præget af lidt tekniske udfordringer, herunder en tilbagemelding fra løbere om, at de ikke i O-Service har kunnet tilmelde sig “en klasse op”. Når en løber skifter løbsklasse hen over nytår, f.eks. fra D50 i 2019 til D60 i 2020, har NightChamp-reglerne givet mulighed for at tilmelde sig i D60 også til de 4 løb i november, således at man løber i samme klasse til alle 7 løb, og dermed kan deltage i den gennemgående konkurrence i en klasse. Dette har aldrig tidligere været et problem i O-Service, hvor man har kunnet tilmelde sig, hvor man havde lyst.
(Det samme gælder i ungdomsklasserne, hvor man på samme måde kan blive i sin tidligere løbsklasse også efter nytår, også selv om man er rykket en aldersklasse op).
De færreste ved tilsyneladende, at O-Service faktisk også stadigvæk giver mulighed for at tilmelde sig “en forkert klasse”. For en D50 løber vil det som standard se ud som følgende (skærmdump fra O-Service):
Hvis man her ønsker at skifte til en anden klasse end den, man i følge reglementet er berettiget til, trykkes på symbolet med kvinden yderst til højre i den linje, hvor man vælger klasse. Hermed ændres symbolet til mand/kvinde, og så får man mulighed for at tilmelde sig samtlige klasser, se herunder:
Mandag aften kl. 24 lukkes der for tilmelding via O-Service, og tirsdag morgen henter jeg de tilmeldte løbere. Ændringer, der herefter tillades af løbstilmelderne i de enkelte klubber, slår ikke igennem i den fil, jeg henter, og de tilmeldinger, der er i O-Service tirsdag morgen kl. 6, er derfor de tilmeldinger, jeg opererer med (herunder importerer i løbsprogrammet) og bestiller kort efter.

Løbsprogrammet
En af de største udfordringer ved aftenens prolog var løbsprogrammet OE2003, som jeg har benyttet til styring af løbene gennem alle årene. Et fantastisk og intuitivt program, der egentlig aldrig har voldt mig problemer. Men netop som løbet var oprettet i programmet og navnene på løberne skulle importeres, bryder databasen bag programmet ned, og der er intet at gøre – ud over at geninstallere programmet. Derfor en hurtigt beslutning om at komme “up-to-date” og gå over til MeOS. Nemt og enkelt – om end ting skal gøres lidt anderledes, menuer ligger knap så intuitivt og udskrifter er noget forsimplede og uden så mange muligheder, som jeg har været vant til. Derfor har jeg måttet gå på nogle kompromiser og bl.a. udelade stræktider pr. bane på løbets hjemmeside. Skulle jeg finde en løsning på det, vender jeg tilbage, men indtil videre må man leve med det.

Manglende reflekser
Behøver jeg at nævne det? Endnu engang var der desværre lidt problemer med et par poster, hvor reflekserne manglede. Det drejede sig om post 57 og 67. Meldingen fra postudsætterne var, at post 57 var uden refleks, men at det samtidig var knap så katastrofalt, da posten lå i en markant, åben lavning, hvor den forholdsvist nemt kunne opspores. Samtidig gav startpersonalet løbende besked om, at post 57 (Bane 1, 2, 3 og 4) manglede refleks, så alle implicerede løbere var adviseret. Desværre manglede post 67 (Bane 2 og 3)  ligeledes refleks, hvilket vi først fik nys om, da de første løbere, der skulle have denne post, kom i mål. Og så var det løb lige som kørt. Denne post lå desværre et knap så markant sted – i en mindre slugt med en del uren bund. Jeg kan kun beklage og håbe, at det bliver rettet til næste uge…

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til min uvurderlige hjælp, Henrik Markvardsen, der trods sygdom fungerede som banekontrol samt postudsætter, og dermed sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt Henriks chauffør og hjælper, Hans Christiansen. Endvidere tak til min kone Claudia samt min søn, Silas, og vores “bonussøn” Thor Nørskov, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – denne gang repræsenteret ved 3 ungdomsløbere med påhæng.
Endelig tak til forældre fra Pans ungdomsafdeling for den meget lækre lasagne!

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Fløjstrup Skov med stævneplads og parkering på/ved den sydligste P-plads i skoven – tilkørsel til stævneområdet kun via Ørnevænget fra syd. Der må ikke køres gennem skoven af hensyn til løberne – samt af den enkle grund, at vi ikke har tilladelse til det!

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Fløjstrup Syd

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *